Nej tak til Robert og Roberta- Derfor skal vi ikke navngive AI bots (eller robotstøvsugere)

Vi mennesker har altid drømt om mekaniske hjælpere, som kan assistere os med alt fra tungt arbejde til underholdning og venskab. Historier om mennesker som skaber kunstige væsner har fulgt os siden oldtiden, og det er det stof mange science fiction- historier er lavet af.

Fortællingerne tager i al deres enkelthed ofte udgangspunkt i visionære/vanvittige hovedpersoner indenfor teknologi og eller videnskab. Disse ildsjæle (eller skulle man kalde dem flammekastere?), har adgang til avanceret teknologi og en begavelse til at se helt nye muligheder i den. Arketypen på den gale/geniale videnskabsmand er Dr. Frankenstein som legede patchwork med ligdele og himlens elektricitet, men endte med at skabe et monster. Den visionære opfinder nedprioriterer ofte en forudgående analyse af eventuelle negative konsekvenser ved deres værk. Deres ukritiske teknologibegejstring betyder simpelthen en bagatellisering af, hvad der kan gå galt. Men der er desværre også de  tilfælde, hvor opfinderen ligefrem er en skurk, som aktivt ønsker at skabe ødelæggelse.

Rigtig mange af AI teknologiens bannerførere synes blændet af teknologiens potentielle muligheder. Bevares. Mulighederne er der! Kunstig intelligens kan meget vel blive den teknologi, der hjælper os med at løse klimakrisen, der afhjælper verdens ulighed og finder en kur mod kræft. Men som den franske tænker Paul Virilio sagde, så opfinder man også flystyrtet, når man opfinder flyet. Og man kan som bekendt ikke proppe atombomben tilbage i Pandoras æske.

Potentialet for succes er med andre ord også potentialet for katastrofe.

Det er en forførende tanke, at maskinen kan hjælpe os med alt det kedelige. At det bliver billigere og mere effektivt at drive virksomheder og kommuner, hvis kunde- og borgerservice bliver drevet af AI bot’s med nysselige navne som Roberta eller Robert. Evigt og altid klar med et smil og er svar på de mekaniske læber. Vi vil møde dem i opkaldet til sundhedsvæsnet, når vi skal bestille en forsikring, når vi skal tale med vores bank, når vi skal have fornyet kørekortet eller fundet en institutionsplads til vores barn. De vil stå klar som hjælpere i alle vores apps.

Allerede nu har børnenes yndlingsapp Snapchat en AI der under påskuddet af at være barnets ven altid står klar til at lytte og hjælpe. Med profilbillede og navn- side om side med barnets virkelige venner kan man blive i tvivl om, hvem der er kød og blod, og hvem der er ettaller og nuller. De fleste helt almindelige mennesker, der ejer en robotstøvsuger eller robotplæneklipper har også givet den et navn. Vi kan simpelthen ikke lade være med at menneskeliggøre teknologien omkring os.

Måske er det menneskets tusindårige drøm om den venlige mekaniske hjælper, der gør at servicerende, menneskelignende AI ser ud til at få lov til at indgå i vores liv på nærmest lige fod med ægte mennesker. Den menneskelignende stemme, det søde ansigt og den evigt behagende service er et virkeligt velfungerende interface som vi nemt kan afkode. Langt mere tilgængeligt end da vi skulle programmere på maskinens sprog for at give den kommandoer.

Men det humanoide. Det antropomorfe. Det menneskelignende design har en pris. Og her rejser sig spørgsmål, som egentlig helst skulle være stillet i går. Hvad kan blive utilsigtede konsekvenser ved at give maskinerne menneskenavne og designe dem, så de er svære at skelne fra analoge mennesker? Hvor meget skal der til, før vi ikke kan kende forskel? Hvad kommer vores maskinerelationer til at betyde for vores menneskerelationer? Hvor langt er der før, at AI der ligner mennesker og opfører sig som mennesker også skal have rettigheder som mennesker? Kan man blive straffet for vold mod en menneskelignende AI? Vil det styrke en butik eller bank at outsource størstedelen af kundekontakten til AI bots eller er der tidspunkter, hvor menneskekontakt netop er grunden til, at vi vælger præcist den forretning? Bliver det nemmere at vælge AI venner til fremfor besværlige menneskevenner- og hvad vil det i så fald betyder?

Elon Musk præsenterede førerløse biler, som nemt kan køre børnene i skole, mens du møder tidligere på arbejdet, og husrobotterne som kan spille kort med ungerne, når den førerløse bil har bragt dem hjem igen. Men var den halve times kørsel til skole måske den bedste kvalitetstid, du fik med dit barn den dag? Optimus robotten kan servere fadøl og Spotify er det nemme musikvalg som lige om lidt komponerer helt personligt AI musik efter dit humør. Men kunne der være situationer, hvor en bøvlet vinylplade og en hjemmeshaket cocktail med klistret skærebræt og ekstra opvask var at foretrække? I den fuldstændig overvældende hastige teknologiudvikling er det afgørende, at vi ikke altid gør noget, bare fordi vi kan. Nogle gange betaler vi en pris, når vi fravælger det besværlige. I sidste ende handler det om, at vi om 10 år kan stå i en situation, hvor vi trist konkluderer, at det egentlig var fedt dengang vi mennesker skabte kunst, lavede mad, komponerede musik, skrev kærlighedsdigte, hjalp børnene med lektier, mødte vores kæreste tilfældigt og engang i mellem kom til at tage den forkerte bus.  Nogle gange ender det effektive og besparende faktisk et åndeligt fattigt valg, der ikke kan rulles tilbage.