Ello- Hype idag væk i morgen

5 Min læsning

Af @christianevejlo


Ello er det nye sort. Ihvertfald er det meget sort- og hvidt. Og less is more med hipstertapet og eklektisk brugervenlighed. Elektronista mener IKKE Ello bliver det sociale medie vi allesammen skal mødes på nu. Læs her hvorfor og se Elektronista snakke ELLO i DR2 Dagen (sidst i programmet). 

DR2_Dagen_Ello

I weekenden havde jeg en sjov korrespondance med nogle folk på Twitter. Pludselig snakkede alle om det nye sociale netværk Ello og det gjalte om at få fingrene i en af de eftertragtede invitationer til den nye fest. Hvem er på? Hvem kan sende mig en invite? Er det det nye Facecbook?

Opdateret 8/10. Her er en graf over præcist hvor kort tid Ello hypen varede på Twitter. Tak til Overskrift.dk

Ello_hype_graf

Ello har faktisk eksisteret i mange måneder, men pludselig tog det fart på Twitter, og når først social media nørderne lugter blod, så begynder deres venner at vende næsen i sammen retning, og så begynder journalisterne at udtænke overskrifter som “Er det her netværket der dræber Facebook?”. 33.000 nye brugere i minuttet- siger nogle tal.

ello-social-network

Ello’s lancering over sommeren 2014 gik rimelig ubemærket hen. Under Ello’s “About” sektion står der “Ello is a simple, beautiful, and ad-free social network created by a small group of artists and designers”. Netværket slår sig op på at være reklamefrit og for folk som gerne vil passe på deres personlige data. Ello mener, at reklamer er “tacky”, de fornærmer vores intelligens, og vi er bedre tjent uden. Således vil Ello åbenbart tjene penge på andre måder end reklamer. Hvilket de også bliver nød til, efter som de har modtaget investorpenge (2.5 mio kr.), og den slags betyder krav til forretningsplaner, fremtidige indtægter og meget gerne også et flot salg eller en børsintroduktion.

Ello

Men den del underspiller Ello temmelig meget. Faktisk lover de, at du som bruger aldrig behøver at betale noget som helst. Bevares hvis du vil må du gerne. “We occasionally offer special features to our users. If we create a special feature that you really like, you may choose to support Ello by paying a very small amount of money to add that feature to your Ello account”.  Men du behøver ikke. “You can keep using Ello forever, for free” lover Ello. I en dejlig perfekt verden ville det fungere. Sådan en lever vi ikke i.

Jeg tror nu nok, den der lille gruppe designere har ment det vel, da de blev trætte af Facebook’s larmende reklamer og udnyttelse af vores personlige data. De hev fat i den bedste hipster typografi de kunne finde, lavede lidt less is more design og så var der et meget godt bud på et hyggested for folk, der ville have sig selv for sig selv- og deres venner.

ello-social-network

Men da homo miljøet havde set sig sure på Facebook’s nye real name politik som kræver at alle (også dragqueens og transgender folket) skal have deres rigtige navn som profilnavn. Så dukkede Ello netværket pludselig op i samtalen. Vel at mærke i social media samtalen. Og så tog det ellers fart. Især fordi det er så eftertragtet at være med i en klub man ikke bare lige kan komme med i. Ello er nemlig invite only.

Derfor handler det mest om at nogle social media movers and shakers snakker meget om at de nu er med på det nye. Og det er ikke som gamle dage, hvor man venter på at TVAvisen har lavet et indslag før man ved hvad det sker. Er man på Twitter, så har man hørt om Ello. For maaaaange dage siden.

Jeg har det lidt anstrengt med sådan en hype. Får nærmest lyst til at gå lidt i trods fordi ALLE pludselig bare vil i den retning. Men da nye medieplatforme og digital kultur både er min interesse og mit levebrød, så måtte jeg da også tigge mig til en invitation på Twitter. (Tak @Rankenberg).

Jeg har nu testet Ello af. Og det tog i virkeligheden ikke voldsom lang tid, for man kan ikke så meget. I øvrigt var det lidt anstrengende, fordi jeg syntes det var noget rod. Man kan dele posts, men man kan ikke se brugernavnet på den der deler. Kun deres runde billede (hvilket i mange tilfælde er et ganske anonymt billede). Man kan ikke like en post. Hvilket man hurtigt mærker. Både fordi det er blevet den sociale valuta vi belønner hinanden med, men også fordi det er den værdi vi dømmer en post på. (sorry men jo det gør vi). Man kan til gengæld kommentere. Men Ello er så designersmart, at der efter min smag (og fornemmelse for god brugervenlighed) er alt for meget space mellem teksten, alt for få bokse som indrammer det som står- og alt for lidt overblik. Jeg kan ikke gennemskue hvordan man navigerer rundt. Jeg er ikke stødt på nogle posts eller delinger som jeg følte gav mig virkelig værdi (altså lige bortset fra @jonasjuhler s “dyrefacts” som i sig selv burde kunne få Ello til at løbe rundt i Danmark- men hey Jonas er også på Twitter).

Det kan godt være, at der er mange der har signet op på Ello. Jeg tror bare ikke særlig mange af dem kommer til at bruge det. Selv hvis det skulle blive bedre med tiden. Digitale brugere har INGEN tålmodighed. Det sjove er, at når rigtig mange mennesker snakker om noget, så føles det som om det samtidig giver produktet værdi. Men Ello er altså stadigvæk kun et skrabet betaprojekt fra en flok designertyper i USA. Og grunden til at så mange hopper på er en metaforståelse af at Ello er hot, bare fordi det er hypet.

Selvfølgelig er vi allesamme trætte af at sælge vores sjæl til Facebook, og selvfølgelig er der modreaktioner i mange kroge. Men Ello bliver ikke det sociale netværk, det vipper Facebook af pinden. Det bliver ikke engang det netværk vi taler om om 14 dage.

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

thirteen − 2 =

1 Comment