5 hurtige tricks til din iPhone
Det er højst sandsynligt de færreste der bruger alle telefonens funktioner. Vi er nogle vanedyr og har man først vænnet sig til at bruge nogle bestemte funktioner så er det svært at overvinde vanens magt. Men mon ikke det også bygger på en mangel af kendskab til alle de mange funktioner og ikke mindst nye funktioner som styresystemet hele tiden får?
Her er 5 yndlingstricks til hurtigere og nemmere brug af min iPhone
1 – Wake me up
I denne mørke vintertid er jeg ret god til at få sneget en eftermiddagslur ind i programmet, men for at jeg ikke sover i flere timer så er jeg blevet nødt til lige at sætte mit vækkeur så det ikke tager overhånd. Problemet er bare tit at jeg liige er ved at falde hen og så kommer jeg i tanke om, at jeg bør sætte en alarm! I stedet for at skulle låse min telefon op, gå ind i uret og dernæst sætte en alarm, får jeg simpelthen SIRI til at gøre det for mig. Fra låst skærm holder du home-knappen inde og siger fx “wake me in 1 hour” og så bekræfter SIRI alarmen og fortæller dig hvad tid den er sat til. Fortryder du siger du bare “cancel alarm” og hun bekræfter igen. Du kan jo selvfølgelig brug SIRI til mange forskellige ting, dette er dog en af mine favoritkommandoer.
2 – Do Not Disturb
Du sidder til møde og din telefon begynder at ringe i tasken, dette er ikke lige et af de møder hvor du kan snuppe opkaldet og den ringer og brummer bare løs. Tryk en gang på powerknappen og den bliver lydløs eller stopper med at vibrere hvis den allerede var sat til ikke at kime. Trykker du 2 gange på powerknappen afviser du opkaldet i en ruf. Det her er en ret handy funktion når resten af mødedeltagerne begynder at blive irriteret over den konstante brummen fra din ende af bordet.
3 – Horisontal kalender
Bruger du kalenderen på din iPhone ved du også, at det at hurtigt bliver noget gnidret og du ender tit med at swipe en del før du ved hvordan dagen ser ud. Men du kan faktisk bare lige tippe din telefon og vupti så får du overblikket og hele ugen og (næsten) hele dagen. Ikke nogen speciel avanceret feature, men hvis man ikke ved det, er der virkelig tale om en åbenbaring indenfor planlægning og brug af kalenderfunktionen på farten.
4 – Slet hele SMS’en i ét ryst!
Du er i gang med at skrive en sms og har fået skrevet noget forkert. Du vil altså gerne slette hele møget og derfor sidder du med fingeren på sletteknappen i en evighed, det kan også være at fumler med at prøve at markere det hele for at være lidt smart! Men vil du være endnu smartere så giver du din telefon et lille ryst og bliver så spurgt om du vil slette. Skide smart! Men ååh nej du ville ikke have slettet det – ryst igen og få al teksten tilbage.
5 – Hurtig vej til toppen
Er du også en af dem med enormt mange mails i dine forskellige mapper? Du kan hurtigt komme til at skulle swipe en hel del hvis du skal et stykke ned i dine mails før du finder det du skal bruge. Når du så skal til toppen igen giver du bare den øverste del af skærmen et tap og så kommer til tilbage til toppen uden at skulle swipe løs. Et simpelt, men fint tip som også virker andre steder i styresystemet end i din inbox
Hvad er dit bedste tip til en nemmere elektronisk hverdag?
Mette B.
januar 26, 2015Snedigt! Jeg ryster og ryster, men der sker ikke noget – er det noget, man skal indstille telefonen til?
Cille Bjerring
januar 26, 2015Denne feature er en del af softwareopdateringen der kom med iOS 8
Det kan derfor måske have noget med den software der er installeret på din iphone at gøre.
Jeg har selv den nyeste som hedder 8.1.2 og der fungerer det fint. Dog ved jeg, at der var lidt problemer med den opdatering der hedder 8.0.2 på iPhone 5.
Jeg håber du får det til at virke!
/Cille
Stine Gotved
januar 28, 2015Min favorit-forbedring på iPhone 6 er fingeraftryks-oplåsning! Jeg har ikke brugt kodelåsen tidligere (det var bare for besværligt!) men med netbank, mobile pay, e-boks osv voksede behovet. Nu er telefonen altid låst, og jeg kan låse op ved placere højre tommel- eller pegefinger på den runde knap forneden. Der kan indlæses flere fingeraftryk uden ballade. Smart!
Ja
februar 2, 2015Det råd jeg har givet mest, er at kamera-shutteren kan aktiveres med de fysiske knapper (+/-) og at man kan eksponere billedet med et klik på skærmen, der hvor kameraet skal måle lys.