3 apps der hjælper på angst
Angst er en af de mest almindelige sindslidelser, og heldigvis findes der flere og flere metoder, som kan hjælpe. Nogle af dem kan du finde i en app til telefonen. Det er World Mental Health Day, og Elektronista har i den anledning samlet 3 af de mest effektive apps til dit mentale helbred.
Noget af det sværeste ved sygdomme i sindet er, at omverdenen ikke kan se det. Selv om din veninde eller kollega smiler og lægger flotte billeder på Instagram, så kan hun sagtens leve i et regulært angsthelvede. Og hvis du tror, du kæmper alene, så husk at 350.000 danskere har en hverdag med angst lige nu. De bløder ikke. De har ikke brækket noget. Angst er langt hen af vejen en usynlig lidelse.
Måske har du et objektivt godt liv, og omgivelserne fortæller dig, at du skulle sætte lidt mere pris på det, du har og ikke bekymre dig så meget. Men angst er en konstant føles af at blive truet på livet, miste fodfæstet, blive kvalt og skulle kaste op på én gang. En angstpatient er måske det modigste menneske, du nogensinde møder. Hvor det for andre er nemt at hoppe ud af sengen, tage en metro eller spise middag med fremmede, kan det være en kæmpe udfordring og heroisk sejr for et menneske, der lider af angst. Hvis du ikke har angst, så kender du helt sikkert en, der har. Og her er nogle apps som kan hjælpe.
1.Headspace- find roen
Her har vi fat i en klassiker. Headspace er en kendt og brugt meditationsapp, men den omfattende app har også særlige pakker til forskellige mentale udfordringer som f.eks. angst. Pakken Managing Anxiety leverer en ny meditation hver dag i 30 dage og hjælper dig med at se din angst i et ny lys, så den er lettere at håndtere. Headspace er en abonnementsservice, der koster ca. 50 kr. om måneden, hvis du melder dig til et år. Du kan også for et højere beløb nøjes med en måned. Headspaces kan hentes til både iPhone og Android. Læs hvordan Christiane bruger Headspace til daglige energiboosts.
2. Woebot- en at snakke fortroligt med
Kan du godt lide samtalen hos en psykolog, men vil du gerne spare de høje priser? Woebot er en chatbot, som taler dig igennem dine angstepisoder. Der er forskning bag Woebot, og founder Alison Darcy er psykolog ved Stanford University. Woebot arbejder ud fra kognitiv terapi og guider dig gennem en række spørgsmål, som hjælper dig med at undersøge, hvordan du håndterer dine udfordringer, så du bedre kan arbejde konstruktivt med din angst. Woebot er gratis til både iPhone og Android.
3. HelloMind- hjælp fra underbevidstheden
Med hyponoseteknikker sluser Hellomind dig ind i en afslappet tilstand, hvor du er mere modtagelig for teknikker, som kan hjælpe med at ændre din måde at tænke om din angst på. HelloMind tilbyder mange forskellige pakker under angstkategorien. Så hvad enten du kæmper med angst for konkrete situationer og ting. For personer, dyr, ting, steder. Dødsangst, panikangst eller den frygtede angst for angsten, så er der en pakke til dig. App’en har yderligere den fordel, at den er på dansk. En pakke i HelloMind koster omkring 65 kr.
Sven-Erik May
maj 25, 2019Jeg synes det er fremragende, at der er et så bredt udbud af hjælpemidler til mennesker som enten er nysgerrig på sindets mange facetter eller som står og har brug for hjælp og supplerer op med eks. ovennævnte apps. Hvis de nævnte apps kan være lige det supplement som kan hjælpe den enkelte lige der hvor behovet er størst – så er der meget at glæde sig over. Jeg anbefaler selv som psykolog i Hedensted meget gerne Headspace til mine klienter, da den giver et bredt udvalg af guided meditation.