Tre uger med et smartwatch

6 Min læsning

De sidste tre uger har der boet et smartwatch på mit håndled. Men er det egentlig fedt? Vi tager pulsen på den næste store tech-trend.

LG G-Watch R Smartwatch

Jeg tjekker min telefon rigtig meget. Ikke nødvendigvis fordi jeg får mega-mange mails eller beskeder i løbet af dagen. Men fordi jeg lige skal tjekke, om der nu er landet noget på telefonen.

Men når jeg så samler telefonen op for, at se om der er en ny mail eller besked, så falder jeg ned i internet-hullet. Mine fingre søger automatisk hen imod Twitter, så Facebook, Instagram, Snapchat og pludselig er et fem sekunders “Har jeg fået mail?” blevet til tyve minutters fjollen rundt på telefonen, og enhver form for koncentration med andre opgaver er blevet smadret.

http://youtu.be/nGx0_ChcD9A

Det samme sker derhjemme, og når jeg er ude i byen. Det hurtige, og uskyldige, tjek af telefonen udvikler sig hurtigt til lange sessioner med min bedste ven – internettet. Det er en tendens, jeg længe gerne har ville gøre noget ved. Primært i et forsøg på at være mere effektiv med min tid og prøve at drible udenom tjekke at Twitter 50+ om dagen. I stedet vil jeg gerne være mere bevidst om, hvornår jeg vælger internettet til og fra.

Derfor har jeg været utroligt spændt hver eneste gang et firma kom med en mulig løsning på det problem. Først virkede Google Glass som den perfekte løsning, men eftersom Google har skrinlagt det projekt, ihvertfald de næste to til tre år, så faldt min kærlighed på smartwatch-bølgen, der skyller ind over os for tiden.

Derfor fik jeg installeret et LG G-Watch R på mit håndled i et par uger for, at se hvordan livet med et smartwatch er.

Hvad kan det egentlig?

LG’s G-Watch R er et af de mange Android Wear-ure på markedet. Det virker udelukkende på Androidtelefoner, og integrerer dybt med hele Googles brede udvalg af apps. Hvis du har en iPhone, skal du enten vente på Apples eget ur eller se nærmere på et Pebble.

Selve G-Watch R-uret er et af de få smartwatch-ure på markedet, som faktisk ligner et rigtigt ur. Det er ikke så tyndt og stilrent, som de ure jeg personligt selv foretrækker. Men det ligner mere et rigtigt ur end de produkter, som Apple eller Samsung har smidt på markedet. Dette skyldes først og fremmest den runde skærm, og det gør en verden til forskel, at det føles som et rigtigt ur, og ikke bare en meget lille skærm, der er klipset fast på håndledet.

LG G-Watch R (til højre) sammenlignet med et almindeligt ur
LG G-Watch R (til højre) sammenlignet med et almindeligt ur

Det ligner et ur i hverdagen, og det er vigtigt – for størstedelen af tiden et smartwatch bor på dit håndled vil det nemlig opføre sig som et helt almindeligt ur.

Daglig brug

Netop derfor – at et smartwatch størstedelen af tiden bare opfører sig som et almindeligt ur – fik jeg en umiddelbar følelse af “Var dét det?” når det kom på håndledet. Man tager uret på, tænder det og forbinder det til telefonen via Android Wear app’en. Og så kører det bare. Der er ingen større proces med indstillinger, opsætning af et personligt arbejds-flow med uret eller nogen nussen med det. Det mest involverede var at vælge, hvilken urskive, der skulle vises på uret. Resten bliver håndteret helt automatisk af telefonen.

LG G-Watch R Smartwatch 2

Netop dette er en rigtig vigtig pointe med et smartwatch. Det er ikke en gadget, der lever sit eget selvstændige liv. Det er en forlængelse af ens telefon, og uret har brug for en forbindelse til telefonen, hvis du skal noget udover at starte en tidsalarm eller lege med de få indstillinger, der er på uret. Et smartwatch er en “dum-skærm”, som bare viser dig notifikationer fra din telefon, og giver dig begrænsede muligheder for at tage stilling til dem direkte fra dit håndled.

Og det er fantastisk. Med et smartwatch på håndledet slap jeg for, at tage telefonen op af lommen konstant. Når jeg mærkede en vibration på mit håndled, løftede jeg armen og kunne straks se, hvad det var, der skete, og om det var noget, jeg havde behov for at tage stilling til med det samme. Emails kunne jeg arkivere direkte fra uret efter jeg havde læst dem, og beskeder kunne jeg se om var noget jeg skulle svare på her og nu, eller vente til senere.

Efter et par dage med uret, begyndte jeg at opdage ændringer i min mobilvaner. Antallet af gange jeg tjekkede telefonen faldt drastisk, og jeg lagde mærke til, at hver gang jeg samlede min telefon op, var det fordi jeg havde et formål med det. Mine mobilvaner ændrede sig til det bedre, og det var fantastisk at føle sig fri fra telefonen.

LG G-Watch

Et smartwatch kan dog mere end bare at være landingsbanen for alle ens notifikationer. Det har også nogle selvstændige funktioner. Alle de ting er styret af din stemme, og fordi Android Wear endnu ikke kan forstå dansk, foregår det hele på engelsk.

Kan du komme over at snakke til dit håndled, og samtidig gøre det på engelsk, så bliver et smartwatch ret nyttigt til de små ting i hverdagen. Du kan svare på en SMS ved at indtale dit svar (eller vælge nogle forudbestemte tekst-svar) eller sige til dit ur, at det skal sætte en alarm til om fem minutter (perfekt til når der laves te, eller vasketøjet skal ordnes). Du kommer ikke til at skrive lange mails via dit smartwatch, men til de bitte små ting i hverdagen er det nemmere at sige “OK Google” fremfor at fiske en telefon op af lommen og så finde den rigtige app.

Det samme gælder, hvis du har Google Maps kørende på din telefon og ikke gider gå med den oppe foran ansigtet hele tiden. Uret vil vibrere hver gang du skal dreje, og det nemmere at tjekke sit ur end at tage telefonen ind og ud af lommen konstant.

LG G-Watch R

Kan man så leve uden et smartwatch?

Efter et par uger med et LG G-Watch R, så er jeg overbevist om, at et smartwatch er en gadget, der kommer til at have stor indflydelse på markedet. Det er befriende ikke at skulle trække telefonen op af lommen konstant.

G-Watch R uret er lækkert, omend lidt stort, og batteriet kan sagtens holde to dage uden problemer. Med tiden vil udvalget af ure blive større, så dem, der ikke er fans af Casios G-Shock ur-design, kan finde et der matcher deres smag (som Motorolas smukke Moto360).

LG G-Watch

Jeg havde et smartwatch på i et par uger, og nu sukker jeg dybt hver gang jeg hører min telefon vibrere, og jeg spontant kigger ned på mit håndled, og finder et traditionelt analogt ur, som ikke kan fortælle mig hvad der lige skete på min telefon. Et smartwatch er dog ikke en gadget alle vil få lige meget ud af. Falder du i fælden med at tjekke din telefon for meget, og vil du gerne væk fra det, så er et smartwatch en fantastisk måde at løse det problem på. Men det kommer ikke til at åbne din verden påny, som tabletten gjorde og skabe et behov man slet ikke vidste der var i ens liv.

Men ønsker du at være i konstant kontakt med din telefon uden at skulle kigge på den hele tiden, så er et smartwatch noget nær det bedste der kunne ske.

LG G-Watch R koster 2000kr, og fås i butikker landet over. Uret kræver en telefon med Android 4,3 eller højere.

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

one × four =

1 Comment
  • Thomas Mouritsen
    marts 6, 2015

    Jeg har haft en Pebble i snart 1,5 år. Det er fedt at få notifikationerne på uret. Der er blevet justeret ret meget i hvilke notifikationer der skal dukke op så jeg kun ser den der må forstyrre mig. Når telefonen ringer og telefonen er i lommen, for der er den det meste af tiden, så er det hurtigt lige at se om det er noget jeg skal reagere på nu eller om jeg skal afvise kaldet og håndtere det senere. Jeg bruger den også ofte som fjernbetjening til afspilleren på min iPhone til når jeg hører lydbøger eller musik. Det giver rigtig god mening når man render rundt med et trådløst headset og telefonen i lommen. Og så står telefonen altid på lydløs nu og det må være en fornøjelse for mine omgivelser.