The Division: Hvad kræver det at lave et af årets mest ventede spil?

7 Min læsning

Et af 2016’s mest ventede spil, faktisk et af de mest ventede spil de sidste mange år, er endelig landet i butikkerne. Spillet hedder “The Division”, men hvad kræver det egentlig at lave et moderne spil med et kæmpe budget? Elektronista fik en snak med folkene bag spillet, svenske Massive Entertainment.

2991623-tctd_1601_web_screenshot_team_formation

Det er en kold morgen i Sverige, lige omkring frysepunktet, men oppe på sjette sal hos Massive Entertainment er der alt andet end koldt. Serverne kører på højtryk, for fire timer før, Elektronista møder op hos Massive, blev spillet The Division lanceret i hele verden. Og på de fire timer var mere end en halv million fans allerede hoppet på spillets servere for at prøve spillet, og den første store stress-test af spillets servere begyndte.

The Division er ikke bare et stort spil for folkene bag det. Det er også den største kulturelle eksport i Sverige i år, og efter mange års arbejde for de 400 ansatte hos Massive Entertainment er dagen endelig kommet, hvor de kan vise verden, hvad de har arbejdet på. Og ventetiden har været lang, siden spillet blev offentliggjort tilbage i juni 2013. Her var hele den internationale spilpresse samlet til dem årlige E3-spilmesse, hvor alle de store firmaer viser deres største esser frem til i håbet om at skabe mest muligt opmærksomhed og hype, som kan omdannes til potentielle salg af deres kommende spil. Men det år, var der ét spil som blev snakket mere om end alle andre. Det var The Division, som var det allersidste spil, der blev vist på spiludvikleren Ubisofts pressekonference. Firmaet havde fået for vane at vise deres absolut største es i slutningen af deres konference. Året før gjorde de det med spillet Watch_Dogs, og alle troede, at nu havde de ikke flere hemmelige spil at vise frem.

TheDivision

Men jo. Oppe i Sverige havde folkene hos Massive Entertainment arbejdet hårdt i flere år på, at have verdens første offentlige præsentation af The Division klar, og den syv minutter lange demonstration tog alle med storm. Spillet hev mere end 31 “Bedste spil på E3” priser hjem fra en række forskellige medier, og siden den præsentation for tre år siden har forventningerne været tårnhøje til The Division.

“Man går kun i panik, hvis man stopper op og tænker over, hvad vi har gang i”

The Division er en af de absolut største satsninger for både udviklerne hos Massive og udgiveren Ubisoft. Spillet har været på tegnebrættet siden cirka 2008, hvor Massive blev bedt om at finde ud af, hvordan de ville genopfinde det enormt populære Tom Clancy-brand, universet, hvori alle semi-realistiske actionspil fra Ubisoft bor.

“At få nøglerne til at skabe en helt ny franchise og gøre det med Tom Clancy-brandet er kun skræmmende, hvis man stopper op og tænker på det. For alene det at få lov til at bygge et helt nyt univers op fra bunden er enhver udviklers drøm,” fortæller Julian Gerighty, som er en af de kreative hjerner bag spillet.

QUTeUPA

At være det studie, som blev udvalgt til at bringe et af Ubisofts vigtigste brands ind i en ny generation er ikke nogen nem opgave. Specielt ikke, når man samtidig med at skulle designe et spil og finde på det overordnede koncept også skal bygge en helt ny teknisk motor til at afvikle spillet. Derfor var Massive Entertainment også nødt til at vokse fra 100 ansatte til 400 for at få The Division ud af døren.

“At få lov til at lancere en helt ny franchise med så stort et budget er en mulighed, man kun får en gang i livet,” fortæller en meget stolt David Polefeldt, managing director hos Massive, der efter mange års hård kamp endelig har et komplet spil at vise verden. Arbejdet med at muliggøre The Division har krævet en enorm indsats fra alle dele af Massive. Det har tredoblet dets antal af ansatte og er blandt Skandinaviens største spiludviklere. Med nøglerne til et af de mest velkendte actionbrands i verden, har der været mange års nervøsitet, som bliver forløst på dagen, hvor Elektronista besøger studiet.

På dagen for lanceringen af spillet er der en stille intensitet på de seks etager, hvor Massive holder til. De ansatte er halvt tilstede på deres arbejdsplads og samtidig lige så fokuseret på at holde øje med Twitter, YouTube og streaming-tjenester for at se, hvordan fans tager imod det længe ventede actionspil.

Fiktion fra fakta

The Division handler om det, der aldrig må ske. Et biologisk terrorangreb har ramt New York, efter at en virus blev placeret på pengesedler under Black Friday. Selvom det lyder langt ude og skørt, så er virkeligheden ikke mere langt fra fiktionen. Tilbage i 2001 udførte USA øvelsen “Dark Winter”, som tog udgangspunkt i et lignende scenarie, hvor en sygdom bredte sig i tre byer. Øvelserne viste, at inden for få uger ville hele landet være smittet alene på grund af hverdagsagtige ting, som beskidte pengesedler og moderne transportmidler.

Fænomener som Dark Winter-øvelsen har dannet grundlag for fiktionen i The Division, hvor et biologisk terrorangreb har lammet New York. Hele byen er blevet sendt i karantæne, og kaos er brudt ud. Folk har taget loven i egen hånd, og du er som spiller en del af “The Division”, en enhed, som er blevet beordret til at blive tilbage i byen for at skabe en smule orden, indtil en eller anden form for struktur kan genetableres.

Ligesom scenariet, der udgører fiktionen i The Division, er baseret på virkelige hændelser og planer, så er gengivelsen af New York City også utroligt tæt på virkeligheden.

Vi har 100.000+ billeder og mere end ti ture til New York i tasken. Vi har brugt uendeligt mange ressourcer på at genskabe New York både visuelt, men også kulturelt. At genskabe den ægte NYC-stemning har været vigtig for os, så vi har samarbejdet med en masse af de ægte grafittikunstnere i New York og fået lov til at bruge deres værker, som findes overalt i New York, i spillet.

Det er sammen med den fotorealistisk tilgang med til, at fange ånden af amerikansk kultur og skabe en autentisk oplevelse“, fortæller Julian Gerighty og afslører også, at de internt har været nødt til at opbygge en masse falske brands med designmanualer, slogans og identitet, som de kan bruge rundt omkring i bybilledet. For de kan ikke bare lave parodier af rigtige brands i spillet.

For at bringe The Division visionen til verden har Massive også været nødt til at bygge alt op fra bunden. Ligesom med en Pixar film eller anden 3D-animationsfilm, så kommer intet gratis. Der er ikke en virkelig verden, hvor alting findes i forvejen. Alting skal laves i hånden, placeres og gennemtænkes. Til det formål har Massive bygget deres helt egen spilmotor, en meget utraditionel ting i spilbranchen, hvor flere og flere udviklere bruger motorer fra tredjepartsudviklere. Men behovene for The Division var større, end hvad en tredjepartsløsning kunne levere:

Det fortæller Adabella Combrink, som er gameplay-programmør på spillet: “For at kunne skabe The Division har vi lavet en hel motor fra bunden i form af Snowdrop Engine. Den giver os mulighed for at teste og udvikle et spil direkte i spillet. Det er som at arbejde med Lego. Den er bygget til, at vi kan pille den fra hinanden, modificere den og sætte den sammen igen i samarbejde med vores designere. Så vi kan arbejde effektivt og hurtigt

Adabella fortæller, at hendes team har udviklet en motor til spillet, som ikke bare leverer et af de pæneste spil på markedet, men som også er i stand til at håndtere flere millioner aktive spillere på samme tid. For noget af det, som er ret unikt i The Division, er dets online element. Du er altid online i spillet og deler din spilverden med alle andre. Så når du skal udforske New York, kan du enten gøre det med venner eller finde tilfældige spillere, som du tager med på dit eventyr i kampen om New York.

Et levende spil 

maxresdefault

Selvom The Division i dag kan købes på de fysiske og digitale hylder, så er spillet alt andet end færdigt. For arbejdet med The Division begynder i bund og grund først nu. Der er planlagt nyt indhold til spillet for resten af 2016, og spillet er mere en platform end et færdigt produkt, som er statisk og låst. Så der var ingen champagneflaske at se hos Massive og ingen udviklere med tømmermænd. For arbejdet begynder nemlig først nu, når spillet er i butikkerne, og de næste mange episoder af The Division skal produceres.

Men selvom der er meget indhold på vej til The Division, så er det, du kan spille i spillet i dag, et brag af et actionspil. Det ser ikke bare godt ud, det er også sjovt at spille, uanset om man er alene på eventyr i New York, spiller sammen med venner eller tager på eventyr med ukendte personer. Det er et actionspil, som tager alle de bedste elementer fra spil som Destiny og Call of Duty og putter dem i en ny og utroligt tiltalende pakke.

Med The Division har Massive Entertainments hårde arbejdet båret frugt, og det bliver en fornøjelse at se, hvad de gør med spillet de næste mange år.

The Division er i butikker nu og fås til Xbox One, Playstation 4 og PC

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

8 − five =

No Comments Yet.