Teknologi eller gud?

Artiklen er et uddrag fra bogen Den Gode Idé- ansvarlig innovation i en postpandemisk fremtid. Hent dit eget gratis eksemplar her.

Af Christiane Vejlø

Historien har gang på gang vist, at blind tiltro til teknologien kan være et farligt skred. Man kunne fristes til at kalde det Titanic-effekten. 

I starten af forrige århundrede bragte det teknologiske fremskridt, det usynkelige skib med sig. Ingeniørerne bag rederiet White Stars kronjuvel blev hyldet som stjerner, og ingen var bange for at stige ombord på fremtidens, frelsende ark, som endda skulle bringe dem over Atlanten til den amerikanske drøm. Projektet var indbegrebet af menneskeligt overmod. Redningsbåde til halvdelen af passagererne blev undladt, da det blev vurderet, at dækket så mere elegant ud uden. Bådene skulle jo alligevel aldrig bruges. Væggene mellem de seksten vandtætte kamre, som skulle sikre skibet i tilfælde af læk, blev bygget så høje, at skibet kunne overleve, at hele fire af kamrene, blev fyldt op med vand. Selvfølgelig ville skibet ikke få en flænge lang nok til at fylde flere rum end det. Advarsler om isbjerge blev ignoreret, og kaptajnen satte tempoet op, så rederiet kunne imponere med en tidligere ankomst. Men som det så ofte sker, når mennesket forsøger at nærme sig gudernes fuldkommenhed, så gik det galt. 

Teknologiens overvældende mange fristende muligheder, har mange gange gjort det svært for mennesker at finde bremsen, når det hele går for stærkt. Et teknologisk fremskridt har ved mange lejlighedheder betydet et kulturelt og et moralsk tilbageskridt. Nye projekter er blevet sat igang ene alene af den grund, at de var teknisk set mulige. Nye forretninger har set dagens lys, blot fordi de kunne lægge noget eksisterende i graven. 

I sin bog Uden mål og med minder forfatteren og filosoffen Villy Sørensen tilbage i 1973 om, at allerede filosoffen Hegel skrev om, hvorledes midlet (værktøjet i teknologisk forstand) ofte endte med at komme over formålet (den forskel værktøjet skal gøre for mennesket). Han forklarer, at der angiveligt ofte opstår et ønske om teknologi, når den findes, absolut skal bruges, fordi der er en slags tab forbundet med ikke at udnytte den.  Vi kender det fra fænomenet “sunked costs”.  Jo flere penge, der er satset, og som ikke kan vindes tilbage, hvis produktet opgives, jo sværere er det at erkende, at produktet måske ikke alligevel gør den nytte, det bør. Villy Sørensen siger:

“Troen på, at teknikken som sådan kan løse de problemer, som den for en stor del selv har skabt- eller rettere: som mennesker har skabt sig ved teknikkens hjælp- er overtro primitiv, ærefrygt for “kræfterne”, der engang blev personificeret som guder og den slags, men som nu er lige så upersonlige som alle de andre magter og personer, der råder for verden”. 

Vi har ophøjet teknologien til en nærmest messiansk kraft og hyldet økonomisk vækst som beviset på, at teknologien bragte os på rette vej mod frelsen.  

Og nej, den religiøse reference er faktisk ikke blot svulstigt sprogbrug til lejligheden. Vi har set utallige eksempler på, at teknologien bliver tillagt en nærmest metafysisk kvalitet. Som når en af Singularitets-bevægelsens grundlæggere Ray Kurzweil taler om teknologien og videnskaben, som vejen til det evige liv og nærmest profetisk skriver bogen “The Singularity is near”. Eller når en tidligere Google-ingeniør etablerer religionen og kirken “Way of the Future” med argumentet, at når kunstig intelligens (AI) bliver en million gange klogere end mennesker, hvad kan man da kalde det andet end Gud? For slet ikke at tale om, hvordan den menneskelige hybris i forhold til det guddommelige skaberværk er et gennemgående tema i de fleste science fiction-film, når det går galt.