Er smarte urinaler virkelig smarte?

3 Min læsning

Nu skal mændene se online-reklamer, hvor de nok egentlig helst vil være fri. Nemlig når de lader vandet på værtshuse, restauranter, i sportscentre osv. Mr. Friendly forfølger os helt ud på toilettet.

Vi kan da heller ikke blive fri for reklamer nogetsteds.

De forfølger os på tv, radio, pc-skærmen, mobilen, i aviser og magasiner, på store plakater udendørs, i posten – og fremover også på et sted, vi ellers troede var meget privat. På toilettet.

OK – det er ikke ualmindeligt at se plakater, små opslag og tavler med tilbud hængt op på væggene i toiletter på f.eks. værtshuse og restauranter. Men dem kan man trods alt vende blikket fra.

Det er straks meget sværere med denne nye opfindelse fra Holland. ”Smarte” pissoirer til herretoilettet – med en farveskærm i toppen. Den kan man svært ignorere, hvis man vil sikre sig, at strålen rammer, hvor den skal.

Mr. Friendly bliver opreklameret som en ”unik type urinal, der klarer sig uden vand og sikrer en optimal reklameplatform.” Fabrikanten giver oven i købet annoncører en garanti for, at de opnår 40 sekunders opmærksom for hver bruger, der stiller sig foran kummen.

Tissetrængende mænd har ingen chance for at undgå reklamerne. Medmindre da, at de sætter sig ind på siddetoilettet bag en aflåst dør. Gå ud på fortorvet og ordne sit nødtørft i en gadeport som i gamle dage, må man ikke. Her risikerer man at få en bøde for at lade sit kurfyrstelige i et offentligt rum.

”Mr. Friendly forstår betydningen af at finde en vej at kommunikere, når en person er mest åben for at modtage information,” lyder det på det smarte pissoirs hjemmeside:

”Det bedste tidspunkt at gøre det er, når personen ikke kan undslippe eller foretage sig noget andet. Han kan kun fokusere på jeres budskaber, der vises lige foran ham. Det sker kun sjældent i vores moderne travle verden.”

Nogle toiletgængere vil måske mene, at Mr. Friendly ville have været mere smart, hvis skærmen var touch-følsom – og man f.eks. kunne kalde nyheder frem, som man kunne læse, mens man tissede. Den idé er dog ikke særlig hygiejnisk, for hvad har man ikke på fingrene, der skal berøre skærmen. Af samme grund vasker man vel hænder efter sin toiletgang.

Lidt smart er det dog – for toilettets ejer – at Mr. Friendly-pissoirerne kan fjernstyres fra centralt hold i f.eks. et værtshus. Toiletterne er nemlig forbundet via det trådløse wi-fi netværk og en fælles app, som kaldes et ”Cloud Control Center”. Her kan værten vælge, hvilke reklamer toiletgæsterne skal se, hvor hurtigt skærmene skal skifte indhold osv.

Mr. Friendly gør opmærksom på, at kummeskærmene er vandtætte, men ikke om de kan modstå syrer. Det er jo ikke det rene vand, som folk hælder ud i et pissoir – og man kunne vel godt forestille sig, at en tissetrængende reklamehader løfter sin stråle en halv meter for at slukke skærmen….

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

three × 4 =

No Comments Yet.