Rasmus Paludan- en udansk troll sætter verden i brand, for dine penge. Og det må du gerne sige, hvad du mener om

En troll er internetslang for et menneske, som opnår tilfredsstillelse ved de til tider ret voldsomme reaktioner troll’ens provokationer resulterer i hos andre internet-brugere. Rasmus Paludan sætter både internettet og verden i brand.

Troll’en har karakter af en slags mobber, og provokationerne, som ofte kan være meget perfide og personlige og knytter sig ofte til emner, som mange har stærke meninger om. Det giver nemlig de største reaktioner og dermed troll’en den opmærksomhed, han higer efter (ja, det er mest mænd). Det er ikke unormalt, at en troll forsøger at provokere ved at sige ting, han ikke engang selv mener. Det er reaktionen, som er vigtig. Følelsen af at sætte verden i brand og blive set.

Og sætte verden i brand var netop det, den højreradikale troll Rasmus Paludan i dag lykkedes med, da han tog sin internet-troll’ing offline og opsøgte det sted, han vidste kunne give størst reaktion på hans islamkritik. Nemlig Nørrebro i København. Her kastede han blandt andet med en Koran og ønskede at demonstrere foran en moske.

Det kan være uforståeligt, at en mand som Rasmus Paludan, der allerede indtil idag har kostet samfundet over 6 mio. kroner i politibeskyttelse og skader, kan få lov at gå rundt og opføre sig på en måde, som tydeligvis har til formål netop at provokere til uro. At vælge det hadefulde, provokerende, respektløse, generaliserende, simplificerede udtryk for politisk holdning, som Paludan gør, er udansk, umenneskeligt, uordentligt, primitivt og decideret moralsk forkasteligt.

Men at tage retten til at tale fra ham eller nogen andre er helt utænkeligt. Vi lever i et samfund, hvor vi værner om ytringsfriheden. Vi kan rase over folk, der udnytter deres ytringsfrihed, og den beskyttelse politilovens § 7 sikrer dem, til at provokere og spilde samfundets penge og politiets tid. Men der er noget større på spil. Ligesom vi ikke kan forbyde brug af teknologi, fordi der kan være udfordringer ved brugen af den, så kan vi ikke forbyde menneskers ret til at sige deres mening, fordi vi er uenige. Vi kan fortælle dem, at vi er uenige, vi kan ignorere dem (hvilket er den bedste kur mod trolls), og vi kan opfordre til en god tone og ordentlighed i debatten. Og så naturligvis straffe dem, hvis de bryder samfundets love. Paludan er f.eks. dømt for racisme og burde måske nok blive det igen. Men ligegyldig hvor urimelige og ubehagelige, vi synes, dem vi er uenige med er, så bliver vi nød til at beskytte alle borgere mod dem, der vælger at vise deres uenighed med vold.

Vi kan ikke nogensinde risikere en situation, hvor staten bestemmer, hvad vi må sige, eller vurderer, om en borger skal beskyttes eller ej baseret på personens politiske standpunkt. En problematik ret rent beskrevet af direktør i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama i et indlæg i Berlingske tidligere i år. “I modsat fald legitimerer man fra offentligt hold intimideringen af upopulære ytringer og giver vind i sejlene til dem, der kræver retten til at lukke munden på deres medborgere med vold og trusler. Men i den demokratiske debat bør der ikke gribes til vold som modargument. At blive mødt med ytringer, der krænker ens dybeste overbevisninger, er grundvilkår i et åbent samfund”.

Paludans provokationer på Nørrebro idag er dybt forkastelige. Men den voldelige respons er ligeså. Selvom det uden tvivl var netop den reaktion, troll’en gik efter. Uromagerne som overfaldte Paludan, og som satte ild til Nørrebro, skal straffes. Det er på ingen måde ok! Samtidig bobler frustrationen for mange indeni, når vi ser Paludan udnytte den frihed vores samfund skænker ham, til så bevidst at skabe splid.

Men vi skal blive ved med at være et demokrati og et sted, hvor staten ikke bestemmer, hvad man må mene og tale om. Selv når det smerter, og det er dem vi er uenige med, der får lov at tale, så må vi holde fast i, hvad Voltaire allerede sagde,” jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil kæmpe til min død for din ret til at sige det”.

Vi bliver nødt til at insistere på dialog frem for vold. På ordentlighed frem for kaos og på den grundlovsgivne ret til at tale frit. Og så hele tiden minde hinanden om, at der er andre måder at kommunikere på end provokation og hadefuld tale. Også selvom det ikke er ulovligt. Og at vi skylder hinanden og demokratiet ikke at tale grimt, bare fordi vi må.