Det næste Minecraft-spil er landet – nu med en historie

3 Min læsning

Elsker du Minecraft, eller kender du en der gør, så skal du kigge nærmere på det nye helt nye spil i universet: Minecraft Story Mode.

minecraft-ep1-jesse-f-petra-1445px

Minecraft er et af verdens mest populære spil, og det er med god grund. Det kreative og underholdende spil har skabt en hel generation, som bygger deres egen underholdning og ikke vil holdes tilbage af rammer og struktur. Men vil du spille det nyeste spil i Minecraft-universet, så skal du nok indstille dig på lidt mindre frihed. Til gengæld får du mere historie end nogensinde før.

Spillet hedder Minecraft: Story Mode og er lavet af et helt andet firma end Mojang, som laver det originale Minecraft-spil. Det har altså intet med det traditionelle Minecraft-spil at gøre, men er en helt separat oplevelse (og spil) fra den originale klassiker. I Minecraft: Story Mode kan du som en beboer i Minecraft-universet, hvor du og to andre venner skal til den årlige “EnderCon” byggekonkurrence. Eller I skal ihvertfald prøve at kvalificere jer til finalen, for I plejer at tabe hvert år. Men i år skal være anderledes!

nu5yifasv292finntbs8

Men intet er så nemt og lige til i Minecraft. Pludselig bliver du og dine venner involveret i et gigantisk eventyr, hvor hele Minecraft-verdenens skæbne kommer til at ligge i dine hænder. Eventyret udspiller sig gennem spillets fem episoder, som bliver udgivet løbende hen over de næste par måneder.

En stor del af charmen i Minecraft: Story Mode kommer fra de mange samtaler og beslutninger, du skal tage i spillet. Du kan nemlig selv bestemme, hvad din figur skal sige og afhængigt af, hvad du siger, vil dine venner, fjender og andre af spillets karakterer ændre deres holdning til dig. Måske bliver din bedste ven, grisen Rueben, knap så glad for dig, hvis du vælger ikke at give ham sit dragekostume på til “EnderCon” festen. Og hvis Rueben ikke er glad for dig, vil han måske ikke hjælpe dig, når du senere bliver overfaldet af Creepers i skoven.

Konsekvenserne af dine handlinger giver dig mulighed for at skabe din helt egen historie og unikke eventyr igennem Minecraft-universet. Stilen og charmen i spillets dialoger føles meget som den seneste LEGO-film. Det er i bund og grund en seriøs historie fanget i et useriøst univers, hvilket giver anledning til en masse jokes og endda en Karate Kit-inspireret træningsmontage midt i det hele. Men selvom Minecraft: Story Mode er fyldt med jokes, så er der lige så mange referencer til hele Minecraft-universet, og er du en inkarneret Minecraft-fan, vil de mange insider-jokes være ekstra morsomme.

Elsker du Minecraft, og trænger du til en helt ny og anderledes oplevelse i det fantastiske univers, så er Minecraft: Story Mode værd at tjekke ud. Det er sjovt, skævt og en fed måde at opleve det elskede univers i en meget mere struktureret form.

Minecraft: Story Mode fås til iPad, Android, Xbox One, Playstation 4, Xbox 360, Playstation 3 og PC. Lige nu kan du spille de første to ud af fem episoder. Du kan enten købe dem alle sammen på én gang eller købe dem individuelt, hvis du bare vil snuse til oplevelsen.

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

nineteen − seven =

No Comments Yet.