Medietrends 2025- Fang de unge med mere AI og public service
Det kan ikke længere være en hemmelighed for hverken medier eller mediebrugere. Siden generativ AIs fremkomst står vi midt i en digital transformation på speed. Samtidig har verdenssituationen ændret sig og det betyder også en ændring af både vores nyhedsforbrug men også af form, vaner, behov, platforme og indhold.
Som mediebrugere oplever vi medieindhold filtreret, personaliseret og pakket ind i algoritmisk styrede præsentationer, som appellerer mere til hurtig tilfredsstillelse, forargelse og likes end til fornuften og fordybelsen.
Ser vi på de store medietrends og her er jeg blandt andet dykket ned i Reuters Institute Digital News Report 2025, så er der tale om faldende engagement hos de traditionelle medier. Nye økosystemer som opstår og magtbalancer som skifter. Vi ser AI blive den nyhedssamtalepartner, som forklarer deltaljer, når værterne og mediernes indhold ikke har uddybet alt. I det hele taget vinder lyd og video frem, vores indhold bliver hyperpersonaliseret og det er stadig svært for medierne at få økonomien til at hænge sammen.
Hvordan vinder vi de unge?
Der er flere spillere i kampen for vores opmærksomhed. TV, trykte aviser, radio og nyhedshjemmesider mister terræn til sociale medier, uafhængige podcasts YouTube, Instagram og TikTok. Unge mennesker ser ikke nyheder kl. 21. De swiper, når de føler for det. Men de små bidder af virkeligheden som de møder uden kontekst og kritisk modspil lever ikke op til de klassiske presseetiske kriterier. Ej heller de public service inspirerede dannelsesmål, som vi i Danmark sætter meget pris på.
Vi mister de danske unge nyhedsmediebrugere, når de forlader folkeskolen og Ultra Nyt. Hvordan vinder vi dem igen? Hvordan skaber vi fælles nyhedsoplevelser som samler fremfor splitter?
De nye medieøkosystemer – og deres ansvar
Nye medieøkosystemer og spillere som influcere, YouTubere, TikTokere og podcastere fylder mere – ikke kun blandt unge. De tilbyder autenticitet, personlighed og engagement. De er ikke bange for at mene noget, og de melder rent ud, hvor de står. De unge mediebrugere føler sig trygge ved at kunne abonnere på en autentisk personlighed, de kan se sig selv i. Med mange følgere og stor gennemslagskraft følger også stort ansvar, som de unge influencere ikke altid har den mediefaglige baggrund for at udleve. Men på den anden side resulterer de traditionelle nyhedsmedier og journalisters (bestemt ikke uvigtige) fokus på objektivitet og mere upersonlig professionalisme også en distance til brugeren.
Hvordan griber traditionelle medier det autentiske og personlige som giver impact samtidig med de vedligeholder deres presseetiske udgangspunkt? Og omvendt. Hvordan kan dygtige creators sikre troværdighed og tillid hos mediebrugeren?
Når AI bliver en stemme i øret
AI vil agere nyhedskilde. Ikke kun i produktion af indhold men som samtalepartner. Chatbots og AI-genereret indhold bruges flittigt af især unge under 25 år. De kan levere hurtigt og billigt. Men de mangler ofte troværdighed og transparens. Vi risikerer at blive informeret af systemer, der simulerer forståelse og nærvær uden at forstå. Samtaler med AI om medieindhold bliver en vigtig del af fremtidens mediebrugers oplysning. Men det brugervenlige format kommer med en del udfordringer. Samtalepartneren leverer svar uden nogen form for menneskelig vurdering eller refleksion.
I min bog Argumenter for Mennesker bruger jeg en del spalteplads på at tale om forskellen på maskinen og mennesket som samtalepartner. AI er ikke intelligent i menneskelig forstand. Den efterligner, forudsiger og producerer – men den forstår ikke indholdet og meningen med det den taler om. Dog er den utrolig overbevisende, hvilket gør os sårbare i forhold til det indhold vi møder gennem den uigennemsigtige og ofte fejlbarlige AI.
Hvordan kan vi styrke brugerens oplevelse af faktuelt medieindhold med nyhedsrelaterede samtaler mellem menneske og AI? Hvordan finder vi balancen, hvor AI supplerer uden at overtage eller fordreje?
Personaliseret, selektiv og skræddersyet stilhed
Med AI følger en mulighed for hyperpersonalisering af indhold. Nyheder bliver skræddersyet, men det kan også nemt indebære endnu flere filterbobler i vores mediebrug. Der er en voksende tendens til selektiv nyhedsundgåelse – især når nyhederne føles negative eller irrelevante. Vi er ikke kun overvældede af udbuddet af nyheder. Nyhedernes negative karakter belaster ofte brugerens mentale helbred.
Med AI kan vi kuratere vores virkelighed, indtil kun det behagelige bliver tilbage. Men hvad sker der, når vi ikke længere vil konfronteres med det, der gør ondt, men som stadig er vigtigt?
Videoens sejr og tekstens tab
Videoformatet vinder massivt frem – særligt hos yngre målgrupper. Det visuelle triumferer over det skrevne. Selv helt almindelige, statiske samtaler i en podcast ønsker brugeren at kunne følge med i på video. Ofte er der flere skærme i spil på én gang.
Men hvordan får vi pauser til refleksion ind i en verden fuld af autoplay og vanedannende indhold? CNN er begyndt at sende rolige naturbilleder og opfordring til reflektion mellem deres ofte voldsomme nyhedsdækning af verdens tilstand.
Tilliden halter
Det er svært at sælge medieabonnementer. Kun 18% betaler for digitale nyheder globalt. I Norden klarer vi os lidt bedre – måske fordi tilliden er en del af vores mediekultur? Men ser vi på den generelle tillid til medierne, så er den lav globalt: Kun 4 ud af 10 stoler på nyheder generelt. Det er en tillidskrise, som ikke kun handler om medierne, men også om, hvilke andre aktører som maser sig ind i vores medieforbrug. Kommercielle interesse, fastholdende design, autoplay, hurtige fast food formater, politiske agendaer blæst op af falske nyheder fra troldefarme er virkeligheden nu. Vi taler om “Det døde internet”. Når AI laver størstedelen af det indhold vi møder, når de billeder vi ser er AI skabte og den video vi møder er med mennesker som aldrig har levet, så er vi på vej til en digital fremtid der har reduceret et varieret og sundt mediemåltid ned til en powerbar af ultraforarbejdede ingredienser.
Det efterlader os med det måske vigtigste spørgsmål. Hvem kan løfte og tage ansvaret for troværdighed og gennemarbejdet indhold i en fastfood medietid? Hvad betyder public service i en tid, hvor interesser ofte i det skjulte fylder næsten alt?
