KVINDER I SPIL – STATUS PÅ 2013
Af Mikkel Winther
Vi tager pulsen på det moderne kvindebillede, og sexisme, i computerspilsbranchen. Er det hele stadigvæk fyldt med store bryster og dumme blondiner? (Lyt til Elektronista podcast #71 om emnet).
Sidste gang jeg på Elektronista snakkede om kvinder i spil, var det med udgangspunkt i spillet Tomb Raider, og et spinkelt håb om, at i fremtiden ville alting være bedre.
Nu er vi rykket ind i 2013, men det sidste halve år overhovedet gjort noget ved kønsrollerne i spilbranchen, eller er situationen stadig den at der er en gruppe af mennesker indenfor spilindustrien, der kæmper en forgæves kamp mod den stereotype opfattelse af hvad en kvinde er i konteksten af computerspil?
Kvinden der gik imod strømmen
I den sidste artikel snakkede jeg en del om Anita Sarkeesian, og hendes kommende videoserie – ‘Tropes vs Women’. Nu er første afsnit blevet udgivet på YouTube, og det kan du se lige her:
Responsen på videoen har været overvældende positiv fra pressen og producenterne af computerspil. Men det hele er selvfølgelig ikke en dans på roser, og der har været en masse negativ kritik fra Anita’s meget højrystede kritikere, som er maskeret bag internettets anonymitet.
Videoserien har dog i det generelle mediebillede, været startskudet på en flere måneder lang debat om kønsroller i computerspil, som henover de sidste mange måneder har bølget gennem branchen. Startet af Sony tilbage i februar:
Playstation uden kvinder
Da Sony i starten af februar måned inviterede verdenspressen til offentliggørelsen af Playstation 4, var det uden en eneste kvinde på scenen.
I alt 19 personer kom ud på scenen under den to timer lange præsentation. Alle var mænd.
Det resulterede i en stor debat på sociale medier, om hvorvidt Sony aktivt afholdte kvinder fra at have toppositioner i virksomheden, eller om Sony simpelthen ikke tænkte over de her ting.
Sony’s manglende kvinder på scenen gav genlyd i den sociale medie strøm, hvor der blev rettet stor kritik mod Sony’s meget ensartede pressekonference:
At en så stor, og indflydelsesrig, virksomhed i spilbranchen ikke bringer kvinder frem på scenen er tæt på forkasteligt. Det har samtidig også fået konkurrenterne hos Microsoft ud af hullerne med en smart bemærkning om deres kommende Xbox præsentation:
Stephen Toulouse er tidligere chef-ansvarlig for online teknologien bag Microsofts egen spilkonsol – Xbox
#1ReasonWhy
I november sidste år, blev et hashtag på Twitter startet – #1ReasonWhy, som svar på et simpelt spørgsmål: “Hvorfor er der så få kvinder i spilbranchen?”. Svarene der efterfølgende kom var gruopvækkende:
Debatten om #1ReasonWhy spredte sig ikke kun indenfor egne rækker i spilbranchen, men blev rapporteret om i nogle af de mest repskterede medier vi har i verden.
Forbes havde en stor artikel om emnet, The Guardian og Huffington Post brugte meget spalteplads på, at diskutere og demonstrere hvordan sexisme ikke bare er til stede i den type af kvinder der bliver afbilledet i computerspil. Men også at den sexisme i en høj grad er tilstede iblandt dem der producerer spil.
Det er ikke for sjov, at alt dette eksisterer og så sent som i sidste uge blev det igen tydeligt, at dette er alt andet end en storm i et glas vand:
Letpåklædte dansere til branchefest
Under den årlige branchemesse ‘Game Developers Conference’ blev der af spilbranchens største interesseorganisation, IGDA (International Game Developers Association), afholdt en fest hvor der ikke kun var spiludviklere og branchefolk til stede. Der var også en række unge, letpåklædte, kvinder hyret til at danse og “sætte gang i festen”, som det efterfølgende blev forklaret da IGDA kom under voldsom beskydning for deres måde at fremstille kvinder på under, og efter, festen.
Festen foregik sjovt nok blot få timer efter, at der havde været en paneldebat under GDC omhandlende #1ReasonWhy og dets mere positive vinkel #1ReasonToBe. Konsekvensen af de dansende kvinder til festen var ikke kun en masse kritik, men også en masse udvandring af IGDA medlemmer. Blandt dem var flere af branchens højest stående kvinder og mænd.
IGDA’s formand har efterfølgende undskyldt for festen, og officielt udtalt at de dansende kvinder under festen “ikke er repræsentativt for vores kerneværdier i organisationen. Vi er klar over vi har begået en fejl, og vi vil for fremtiden sørge for at alle vores aktiviteter er inkluderende og professionelle”.
Diskussionen affødt af #1ReasonWhy, IGDA festen og Anita Sarkeesians videoserie er en dråbe i havet af historier der aldrig bliver fortalt fordi emnet simpelthen ikke har været belyst ordentligt før dette.
Sexismen har altid været til stede i spilbranchen, og den bliver cementeret gennem frastødende kvindeportrættering i computerspil, og friheden til at være anonym og nedtalende på internettet har skabt en ond cirkel af negativitet overfor kvinder i spilbranchen.
At de forskruede kønsroller og sexisme i spilindustrien først er blevet tvunget frem i lyset nu er sørgeligt. Men alene det, at diskussionen er igang er et fremskridt, der absolut ikke bør negligeres, og slet ikke når det stille og roligt også er ved at blive afspejlet i flere af 2013’s største spiltitler:
Men hvad så med spillene?
Ligesom der i den generelle branche er blevet rettet fokus mod kvinders behandling, er der i selve spillene også kommet langt større fokus på at fremvise kvinder, som er andet end blot store bryster og for lidt tøj.
Ironisk nok, er det bedste eksempel på dette kvinden der mere eller mindre startede det hele: Lara Croft, eller bedre kendt som Tomb Raider serien, der tilbage i halvfemserne definerede hvordan kvinder skulle se ud i spil (store bryster, stram top og attitude).
I 2013 er Lara Croft blevet genfødt på den mest respektable måde man kunne forestille sig. Væk er de enorme bryster og attituden. Tilbage er en ung, uerfaren pige, som igennem en skibbrud går fra at være en uskyldig pige, til en morder, heltinde og ressourcefuld person.
For Lara handler det om at overleve på en ø, hvor alt omkring hende er fjendtligt og ukendt. Hun lærer at overleve på øens præmisser, jagter føde i skoven og prøver at finde resten af hendes mandskab fra skibbrudet. Når de så endelig mødes igen, er det ikke de mandelige karakterer der er helten. Det er Lara, og de resterende kvinder, der er omdrejningspunktet da de indtager lederollerne, og viser sig som intelligente og stærke individer.
Man fristes til at sige, at kønsrollerne næsten uviskes i Tomb Raider anno 2013. For i spillets historie bliver udseende og køn hurtigt glemt, da alt koger ned til overlevelse og det reflekteres også i spillets fantastiske måde at kommunikere følelser på gennem avanceret motion-capture og skuespil, der er gennemført på alle leder og kanter. Hele Lara’s dannelsesrejse bliver samtidig støttet op omkring selve måden du spiller på. Det er med en følelse af desperation, og et inderligt dyrisk ønske om overlevelse, at du overfalder fjenderne i spillet. Og det skaber et intenst og unikt spil, som alle bør prøve.
Ikke lutter roser
Men før jeg får malet computerspil og kvinderne i dem i et alt for rosenrødt lys skal der også lidt malurt i bægeret. Senest kom dette fra det gratis online actionspil – Planetside 2. Her skaber man sin egen figur, der sammen med millioner af andre spillere skal samarbejde eller slås mod hinanden.
Den figur du kan skabe i spillet kan være enten af han eller hunkøn, og de første mange måneder af spillets eksistens, var det mere eller mindre umuligt at kende forskel på de to, da alt var dækket til af rustninger.
Men sent sidste år, blev en opdatering til spillet lanceret, hvor de kvindelige personer nu var langt tydligere at se. Primært fordi de nu skubbede deres hofter ud til siden, og fik en meget mere seksuelt orienteret fremtoning i spillet. Se blot på dette før og efter billede:
Ændringen fik en del opmærksomhed på de sociale medier og i spilpressen, men producenten bag (Sony Online Entertainment) har ikke kommenteret på sagen, eller givet udtryk for, at det vil blive ændret i fremtiden.
Kronen på værket
Ligesom med Tomb Raider fra før, så er der også et andet spil der i starten af året har gjort sig bemærket for, at have portrætteret kvinden som en selvstændig og ganske normalt individ.
Hendes navn er Elisabeth, og siden hun var spæd har hun været holdt fanget i den flyvende by Columbia. Som spiller har du fået til opgave at befri hende fra byen for, at få slettet din gæld og redde dit eget liv.
Gennem din og Eliasbeths flugt fra Columbia sker der noget ganske interessant i forhold til hvilke emner spil normalt omhandler. Tomb Raider forkaster ikke sexismen eksplicit, men har i stedet bare gjort hovedpersonen mindre vulgær.
I Bioshock Infinite tages emnet om kvindens plads i samfundet op på lige fod med spillets andre emner om religion og racisme. Og resultatet er et spil, hvor spillerens kvindelig partner er nøglen til overlevelse. Ikke kun fordi at spillerens karakter kan blive gældfri, hvis hun bringes tilbage men også fordi hun er det mest magtfulde væsen i spillets univers.
At gøre op med den vante magtfordeling i computerspil er blot en af de mange vidunderlige trumfer som Bioshock Infinite disker op med. Det er et spil, der er med til at bringe diskussionen om hvad et spil kan indeholde op til nye højder. BioShock Infinite bliver et spil, der vil blive snakket om mange år frem i tiden. Ikke bare fordi det er et fantastisk spil, men fordi det meget vel kan være vendepunktet hvor spil er gået fra at være magt-fantasier, der er egocentreret omkring mænd til spil der er ligevægtige og opfordrer til en moden debat om verden omkring os.
Fremtiden er lys
Indtil nu har 2013 budt på nogle stærke kvinder som Elisabeth fra Bioshock Infinite og selvfølgelig Lara Croft, men ser vi på resten af kalenderåret er der også stærke kvinderolle i sigte.
Om få måneder bliver actionspillet The Last of Us udgivet, som i stil med Bioshock Infinite følger en ung kvinde og en mand i et forsøg på, at overleve i en post-apokalyptisk verden. Specifikt med THe Last of Us har der tidligere været opmærksomhed rettet imod dets kvindelige hovedrolle, da hun pryder forsiden af spilæsken:
Der var nemlig et stort ønske fra marketingsafdelingen om at ændre det. Noget som udviklerne bag spillet ikke brød sig om:
“Jeg mener der er en misforståelse omkring, at hvis du putter en pige på forsiden af dit spil vil det sælge mindre.
Jeg ved der har været diskussioner, hvor vi er blevet bedt om at skubbe Ellie (den kvindelige hovedperson red.) bagerst i billedet, og alle hos Naughty Dog (studiet der udviklerne spillet red.) afviste blankt ønsket” – Neil Druckmann, Kreativ Instruktør på ‘The Last of Us’
Så ligesom der i branchen bliver taget store skridt imod at belyse sexisme i spil, så er spilproducenter på samme tid igang med at vise at kvinder og computerspil er meget andet end store bryster.