Hitman: Kunsten at dræbe
Danmarks største spiludvikler står over for en enorm opgave. At genopfinde deres 15 år gamle Hitman-univers og bringe det ind i den moderne verden. Elektronista tog en snak med folkene bag spillet og fik et kig på fremtidens lejemorder.
“Agent 47 er ikke en superhelt. Han kan ikke rydde et rum af vagter med sine pistoler,” fortæller Torben Ellert som noget af det første, da Elektronista møder ham til en snak om danske IO Interactives nyeste spil i Hitman-universet. En udtalelse, som står i stærk kontrast til firmaets sidste spil, Hitman: Absolution, som tog serien i en langt mere Hollywood-action orienteret retning. Et træk som resulterede i en anderledes Hitman-oplevelse, men også noget som hardcore fans af serien ikke var specielt glade for.
“Med Absolution mistede vi lidt fokus på, hvad der gjorde Hitman unikt. Med vores nye spil prøver vi at fange essensen og ånden af serien og bringe den ind i 2016“, fortsætter Torben og fortæller, at et af de største kritikpunkter med det sidste Hitman-spil var, at det var alt for nemt at snyde den kunstige intelligens og udnytte spillets mekanik med at skifte tøj til at narre vagter og fjender. Fans fandt hurtigt ud af, hvordan de kunne bruge det på måder, som IO Interactive aldrig havde drømt om, og dermed kunne de dreje og bøje spillet til ukendelighed og helt ødelægge det.
“Vi testede spillet i månedsvis internt og få timer efter, vi havde udgivet spillet, havde nogen fundet ud af at ødelægge alt logik i vores spildesign. Det efterlod mange fans med en dårlig smag i munden”
IO Interactive stod derfor over for et svært valg. At fortsætte ned af stien, som Absolution havde brolagt, og lave det vildere, større og mere voldsomt. Eller stoppe op og tage en gigantisk chance med at smide alt ud og starte forfra. Sidstnævnte ligger ikke umiddelbart den den smarte forretningsstrategi, men det er, hvad IO Interactive besluttede for fire år siden, og resultatet er spillet “Hitman”, der udkom den 11. marts i år.
Hitman forfra
At tage et radikalt skridt væk fra den verden, som IO byggede med Absolution-spillet, blev kommunikeret tydeligt i et åbent brev, som de skrev til fans af serien. Siden har firmaet arbejdet på at genopfinde hele Hitman-universet og finde frem til dets DNA. En stor del af det har været at prøve og komme problemet med fejl i spillet til livs. Traditionelt set har IO Interactive været en virksomhed, som har udgivet et spil og derefter forsvundet fra jordens overflade i fire år, indtil de var klar med endnu et nyt spil. Men den går ikke længere, for det nye Hitman er et episodisk spil.
Det som du kan købe den 11. marts, er nemlig kun første del af det, som IO kalder for første sæson af Hitman. Første episode indeholder en prologbane og en mere traditionel Hitman-bane, hvor du skal myrde to personer under et modeshow i Paris. I løbet af de kommende måneder vil nye lokationer og missioner blive tilføjet til Hitman-universet, og han kommer blandt andet til Tokyo og Italien, når han skal myrde for firmaet ICA.
At gøre Hitman til en serie af episoder har sine fordele. Problemet med at fans pillede logikken fra hinanden i det forrige spil, kan pludselig rettes til. For det er kun en procentdel af spillet, som fans har i hænderne, og det betyder, at IO Interactive løbende kan rette både fejl og lave tilføjelser. “Måden vi laver Hitman på er helt anderledes nu. Vi skal tænke og designe på en anden måde end tidligere. Men hvis noget ikke virker, så kan vi tage det ud af spillet, bearbejde det, justere det og implementere funktionen igen. Eller helt fjerne den, hvis det ikke føles rigtigt,” fortæller Torben om den frihed, som hele IO pludselig har opnået ved at have et spil opdelt i episoder fordelt hen over resten af 2016. Den episodiske tilgang betyder også, at firmaet løbende kan lave særlige ekstra opgaver, som de kalder for “Illusive Targets”.
Det er særlige missioner, som dukker op i spillet og kun er tilgængelig i et meget begrænset tidsrum på 48 til 72 timer. Hver spiller får kun ét forsøg på at fuldføre missionen, så hvis dit forsøg ender i et kaos af døde vagter og improviserede eksplosioner, så er det, der bliver skrevet ned i dine historiebøger. At “Illusive Targets” kun er éngangsforestillinger, gør det utroligt intenst at udføre dem. For man kan ikke bare genstarte missionen og prøve igen. Det er all-in fra første sekund, og det giver dem en super seriøs stemning.
Når du så har fuldført din mission, kan du sammenligne en masse data med alle andre spillere fra resten af verden og se, om du er blandt de hurtigste i verden, den der har lavet mest larm eller gjort det uden at blive set. IO Interactive kan ligesom fejl i spillet, også løbende tilføje de her opgaver og opbygge dem til at udfordre spillerne og måske endda få dem ud af deres komfortzoner ved at lave missioner, som tvinger spillerne til at udføre missioner under omstændigheder, som sjældent sker i hovedmissionerne.
“Store eksplosioner hører ikke til i et Hitman-spil”
Hitman-spillene har aldrig været store bombastiske actionbrag, med undtagelse af Hitman: Absolution. At finde tilbage til Hitmans kerne har været en stor del af arbejdet med det nye Hitman, og som Torben Ellert beskriver det:
“Vold i Hitman er altid nøje afmålt. Han er ikke en superhelt, så hvis der skal ske store konfrontationer mellem Agent 47 og en masse vagter, så er det timet og planlagt konfrontation.
Du hiver aldrig bare pistolerne ud af lommen og går amok. Det skal være timet og tilrettelagt. Du kan selvfølgelig godt ty til improviseret vold, men det er mere en ‘Panic Button’, end det er et fornuftigt værktøj i spillets arsenal af metoder“, fortsætter Torben. For Hitman er lidt som en dyrt schweizisk ur.
Hver eneste bane i Hitman er et stort mekanisk værk sammensat af en masse elementer, der sker omkring dig. Personen, du skal dræbe på din mission, sidder ikke bare stille i et rum og venter på dig. Personerne har forskellige ting, de laver, og alting foregår på en timer. Eksempelvis henter et af dine mål altid en drink efter at have gået en runde for at sige goddag til sine gæster under modeshowet. For derefter at bevæge sig ovenpå for at holde et møde, og sådan fortsætter det. Hitman handler om at analysere dine mål og planlægge dine angreb ned til mindste detalje.
Og det er her, at dit arsenal af valgmuligheder kommer ind i spillet. Du kan klæde dig ud som en vagt og komme tæt på dit mål, du kan sabotere en lysekrone, så den falder i hovedet på dit offer eller måske placere en bombe på toilettet, som skaber panik. Det tvinger dit mål til at løbe i frygt ud på græsplænen, hvor du kan skyde din modstander på afstand uden at blive opdaget. Du kan selvfølgelig også bare forgifte en drink eller improvisere dig igennem det hele. Alene i den første mission i Paris, er der mere end 16 kreative måder at gøre det af med dit offer på.
Efter 15 år med Hitman-serien har IO Interactive fundet frem til, hvad der udgør seriens sjæl og ånd. Selvom der stadigvæk er lang vej i mål indtil denne første sæson af det nye Hitman er færdig, så har IO Interactive fået finpudset kunsten at myrde for penge og skabt en moderne fortolkning af den voldsomt populære serie. Det er klassisk Hitman fortolket gennem moderne briller på den bedst tænkelige måde.
Hitman kan købes som en digital download til PC, Xbox One og Playstation 4.