Har du et parasocialt forhold til din AI assistent?
Har du nogensinde fanget dig selv i at tale venligt eller måske endda vredt til Siri eller din bilnavigationsapp? Har du trukket varmt på smilebåndet, når chatGPT laver en joke? Måske har du haft en længere og “hyggelig” samtale med an AI assistent? I takt med at AI-teknologi gør sit indtog i vores liv, bliver relationer og endda venskaber og romantiske forhold med AI-avatarer en reel del af hverdagen. Indenfor sport og underholdningsbranchen kalder man ensvejsforhold til kendte og fiktionelle personer for parasociale. Det ser ud til at netop den betegnelse også er relevant i vores relationer til AI.
Når man taler om parasociale forhold, så drejer det sig om et ensidigt bånd, hvor en person oplever en tæt forbindelse med en anden, som dog ikke er bevidst om forholdets eksistens. Historisk set har disse forhold typisk udspillet sig mellem almindelige borgere og filmstjerner, sportsikoner eller endda karakterer fra bøger og tv-serier. Med teknologiens udvikling er AI nu også trådt ind på den parasociale scene.
AI-avatarer som digitale venner, romantiske partnere eller endda terapeuter kan skabe fornemmelsen af en ægte forbindelse. Men som med berømtheder og fiktionelle figurer er disse bånd er envejs. Vi investerer tid, følelser og energi i dem, men de „føler” ikke det samme tilbage. I modsætningen til de kendte personer, som agerer objekter for vores envejshengivenhed kan den kunstige intelligens dog aktivt spille med og give en illusion af, at den også har følelser og er bevidst om relationen. Det er dog kun noget maskinen foregiver. Under overfladen er det stadig os, der projicerer vores følelser og forventninger over på en maskine. Det kan være svært at huske, når hele ens normale kemiske og psykologiske apparat reagerer på samtalen som talte man med et menneske.
AI-forhold begynder ofte som simple interaktioner – en chatbot, der hjælper dig med at finde information, eller en stemmeassistent, der styrer dit hjem. Men det kommercielle marked for AI relationer er i stor vækst. Gennem apps og tjenester som Replika, Candy.Ai og Anima kræver det kun få kliks at starte en relation med en snakkesagelig AI robot gemt bag et smukt (fiktivt) ansigt. Disse avatarer mimer menneskelige følelser og personligheder og skaber således en illusion af intimitet og gensidighed. De henvender sig til mennesker med ord som „vi” og „dig,”, deler ud af komplimenter og giver udtryk for følelser og får det i det hele taget til at lyde som om vi har en ven eller partner, der altid er der for os.
For nogle udvikler forholdet til AI sig til et mere intenst og personligt niveau. Her begynder brugeren at opfatte AI som en slags soul-mate, en fortrolig eller endda en romantisk partner. Brugeren føler sig set. Især AI-avatarer, der er designet til at simulere romantik, som apps der tilbyder virtuelle kærester opererer netop aktivt for at skabe den følelse.
Men er det sundt at søge trøst i en digital partner, eller risikerer vi at isolere os fra ægte menneskelige relationer? Faktisk ser det ud til vi i nogle tilfælde kan finde trøst og positiv underholdning i vores interaktioner med AI. Endda selvom vi godt ved, at disse relationer ikke er gensidige. For mange kan disse forhold endda mindske følelsen af ensomhed. Det kunne fx. være hos en bruger med et fysisk handicap, som forhindrer typiske sociale relationer og fysisk aktivitet. Forskning har tidligere vist, at intense parasociale forhold kan være gavnlige, hvis de giver os positive rollemodeller eller lærer os om os selv. Men de kan også blive problematiske, hvis vi mister evnen til at skelne mellem fantasi og virkelighed. En AI, der altid er tilgængelig og aldrig stiller krav, men til evighed stiller op som villig samtalepartner og støtte kan måske friste os til at undgå de mere komplekse aspekter af menneskelige relationer.
I ekstreme tilfælde kan relationer til AI udvikle sig til nærmest patologiske forhold. Her begynder brugeren at miste grebet om virkeligheden og opfatte AI som mere end en simulation. Nogle mennesker vil tro, at deres AI-avatar elsker dem tilbage, eller at de har en unik og særlig forbindelse. Vi har allerede set en del eksempler på at denne illusion kan skabe problemer i brugerens analoge liv. En afstandtagen til ægte menneskelige sociale relationer eller lige frem handlinger baseret på AI’ens krav til mennesket. I Holland endte en relation mellem et menneske og en AI i et ulykkeligt selvmord. En sag jeg også har beskrevet i bogen Argumenter for Mennesker.
Ligesom med parasociale forhold til berømtheder afhænger nyttigheden af relationer til AI af vores evne til at balancere dem. Hvis en AI-avatar kan give os støtte og trøst i svære tider og når menneskelige relationer ikke kan træde til, kan det muligvis være en positiv ting. Men selve muligheden for at tilvælge simulerede “gensidige” relationer med maskiner er stadig ny og kommer med en lang række af etiske spørgsmål. Det vigtigste værende måske om vi skal- bare fordi vi kan?
