Rumfrøer og dans med drager og dæmoner – tjek 4 nye, sublime spil

Det er en jungle at finde rundt i de mange spil, som kommer på markedet. Derfor har vi samlet 4 nye spil, som er kilde til masser af timers sublim underholdning. Her er alt fra sværd og drager, til ræve og frøer i det ydre rum.

En dans med drager og dæmoner

(Dark Souls 3 fås til Xbox One, Playstation 4 og PC)

Dark Souls 3 føles som en greatest hits udgave af Dark Soul-serien. Du får oplevelsen af at tage på eventyr og eksistere i et fuldt realiseret univers lig det fra det første Dark Souls-spil. Dark Souls 3 har masser af referencer til de to foregående spil. Der er således ikke pillet så meget ved fundamentet fra de foregående spil, hvilket også med til at cementere, at dette mere end noget andet, er et kærlighedsbrev til alle dem, som forelskede sig i serien allerede fra da, det første spil udkom.

At spillet fokuserer så meget på at være en hyldest til serien betyder også, at der ikke ligges fingre imellem. Når du starter Dark Souls 3, bliver du mødt med fem almindelige fjender, og efter et par minutter bliver du kastet ind i din første boss-kamp mod en gigantisk ridder og hans enorme sværd. Traditionen tro for Dark Souls-spil, så er de boss-kampe ikke nemme. Og du kommer til at dø rigtig mange gange i åbningsminutterne. Spillet åbner på en herligt aggressiv måde. Nærmest i et forsøg på at sige fra start af, at dette er bundniveauet, og man skal som deltager i spillet forvente, at intet bliver serveret på et sølvfad.

Spillet stiller høje krav til dig. Det første område, man som spiller kommer ind i efter intro boss-kampen er en gigantiske gammel borg, hvor drager, monstre og zombier hærger. Der er et hav af blinde vinkler, hvor det er umuligt at se, hvad der venter rundt om hjørnet eller gemmer sig i en døråbning, og det gør at hvert et skridt du tager, hvor du ikke bliver angrebet eller gør noget dumt, føles som en lille sejr. Følelsen af succes eksploderer, når du rammer et bålsted i spillet. De fungerer både som checkpoints, men her kan du også veksle alle de sjæle, du får fra monstrene, du dræber og bruge dem til at købe nyt udstyr og blive stærkere. Men dør du inden, du når hen til et bålsted, mister du alle de sjæle du har opsamlet, og du kan kun få dem tilbage igen, hvis du kommer hen til det samme sted, hvor du døde.

Men selvom du går rundt i konstant frygt for at miste alle de dyrebare sjæle, du har fået samlet op, så er det svært ikke at blive draget ind i et univers der i høj grad belønner det at udforske verden omkring dig. Dark Souls 3 gør alt for at få dig til at gå på eventyr. Alt lige fra, at spillet aldrig direkte fortæller dig, hvor du bør gå hen for at komme videre i dit eventyr og dets til tider meget kryptiske måde at fortælle dets historie på. Det er et spil, som kræver, at du er engagerer dig og virkelig vil det. Men gør du det, bliver du belønnet med en følelse af eventyr, engagement og nogle helt unikke oplevelser.

Halvt TV-show og halvt actionspil er en genial blanding

(Quantum Break fås til PC og Xbox One)

Hvis man skal beskrive Quantum Break, skal man ikke kun snakke om selve computerspillet Quantum Break. Men også om showet Quantum Break. For Microsofts nyeste actionspil er en helt unik blanding af to medier. Det er halvt TV-show og halvt computerspil.

I spillet hopper du i skoene på Jack Joyce (Shawn Ashmore fra blandt andet X-Men filmene ligger ansigt og stemme til). Hans bedste ven, Paul Serene (Aidan Gillen fra Game of Thrones og The Wire) har sammen med sin lillebror William (Dominic Monaghan fra Lost og Ringenes Herre), bygget hvad de mener er en tidsmaskine. En rigtig funktionel tidsmaskine. Derfra går det hele alvorligt galt, som det altid gør med tidsrejser.

Paul aktiverer tidsmaskinen, og derfra begynder et kaos af tidsrejser, paradokser og en desperat kamp for at stoppe, hvad Paul kalder for “End of Time”, hvor tid, som vi kender det, ender med at ophøre, og alting bliver en forvrænget og kaotisk version af vores verden. Historien, der udspiller sig i Quantum Break, er meget typisk for tidsrejsehistorier. I starten er den uoverskuelig, og plottet virker usammenhængende, fordi folk kan rejse frem og tilbage i tiden, men som de bedste tidsrejsehistorier, så er der mening med galskaben. Og når rulleteksterne kører hen over skærmen, så falder alle brikkerne pludselig på plads og aha-oplevelsen indtræffer.

Selvom Quantum Break fokuserer rigtig meget på at fortælle historien om Jack Joyce og hans kamp mod at forhindre tidens undergang, så er der også rigeligt med action at finde i spillet. Under den første tidsrejse blev Jack udsat for en masse tidsrejsestråler, og pludselig har du en masse evner til at manipulere tid og rum. Det betyder ikke bare, at du kan lave slowmotion og stoppe tid. For Quantum Break leger med hele idéen om, hvad tid er på en langt mere kreativ facon.

Du kan fx kaste en tidsboble hen på en fjende, og inde i den boble vil tiden stå fuldkommen stille. Du kan så skyde en håndfuld kugler hen imod din tidsboble, og når den forsvinder bliver fjenden ramt af den samlede kraft fra alle kuglerne på én gang. Du kan selvfølgelig også stoppe tiden, sprinte afsted og nærmest teleportere foran øjnene på dine fjender. Du kan lave et skjold omkring dig selv, som stopper tiden, og dermed fjendernes kugler som kommer flyvende imod dig. Du kan manipulere med miljøet, og resultatet er at de mange kampe mod fjenderne alle nærmest bliver en leg med katten og musen. Hvor du dukker op ét sted, skyder på fjenden, stopper tiden og flytter dig eller gør andre ting. Det er svært ikke at føle sig utroligt magtfuld i konfrontationer mod dine modstandere, og de evner som Quantum Break giver dig gør det muligt at realisere den fantasi til fulde.

Men hvad har alt det med et TV-program at gøre? Quantum Break er inddelt i to sektioner: Der er selve spillet, som handler om Jack Joyce. Det er struktureret som er et traditionelt actionspil. Men så er der, hvad spillet kalder for “Episodes”. Det er cirka tyve minutter lange TV-episoder, som bliver afspillet, efter hvert kapitel af computerspillet er overstået. I TV-delen følger du den anden side af konflikten i spillet. Du påtager dig rollen som skurken Paul, og ser hvordan han prøver at forhindre Jack i at stoppe hans planer. Det utroligt snedige som TV-episoder gør er, at de formår at nuancere hele historien. “Skurkene” som Paul og hans motivationer bliver pludselig langt mere sympatiske, og det skaber et rigtig interessant sammenspil imellem Jack og Paul, og viser at de begge vil det bedste, men også at deres respektive tilgang til situationen er meget forskellig.

At gå fra et se computermennesker til pludselig at se rigtige mennesker på skærmen er en smule overraskende, men efter et par minutter glemmer man alt om det, og ser i stedet bare et helt almindeligt TV-program – som måske ikke altid har de bedste skuespilspræstationer. Men det er en sjov fusion af to medier. Selvom TV-delen ikke helt lykkedes til fulde i Quantum Break, så er det et voldsomt stilsikkert og sjovt actionspil, der tager de mest gængse idéer fra actiongenren og løfter dem op på et helt nyt niveau.

Quantum Break er en unik og kreativ blanding mellem to medier, og det er et spil som ikke er bange for at præsentere nye idéer og koncepter hele vejen igennem spillet. Det er et af de mest interessante spil fra Microsoft i mange år.

Flyvende frøer og robotter i unikt Nintendo eventyr

(Star Fox Zero fås til Wii U)

Hvis du elsker Star Wars, så skal du lige tage et kig på Star Fox Zero til Wii U. Det er nok det tætteste, du kommer på at flyve en X-Wing i computerspilsformat i noget tid. Nintendos nyeste skud i Star Fox-serien er en løs genfortælling af et af de ældre spil i serien, men selvom det er baseret på kernen af et gammelt spil, så er der alt andet end gamle idéer at finde i Star Fox Zero.

Når du spiller Star Fox, så styrer du enten et fly, en tank eller en lille kyllinglignende robot, du kan løbe rundt med. På dit fjernsyn ser du det hele fra et meget traditionelt perspektiv, hvor du har dit fly i midten af skærmen og kan styre det rundt. Men nede på dit Gamepad har du på den skærm udkig fra cockpittet af dit fly. Og det er også her, du sigter, for i stedet for at bruge de forskellige stik på Gamepadet til at styre sigtekornet, så skal du fysisk flytte Gamepadet rundt for at flytte sigtekornet.

Det er ret underligt. Ingen tvivl om det. De første par timer føles det mere end noget andet som at prøve og jonglere, mens man cykler. At splitte ens opmærksomhed på tværs af to skærme er en ret ny måde at spille et spil. Men efter en time eller to, er det som om, at alle brikkerne falder på plads. De mere simple bevægelser og generelle angreb på ens fjender, når man suser gennem luften, kan sagtens klares uden at fjerne øjnene fra fjernsynet. Men når du kommer i én mod én dueller med andre piloter, så er det pludselig en enorm fordel at kunne sigte superpræcist med den lille skærm og samtidig have overblik over hele slagmarken på fjernsynet.

Og heldigvis faldt brikkerne på plads. For bag den komplicerede og anderledes måde at styre spillet på, gemmer der sig et meget kompetent action spil. At flyve gennem luften, skyde fjender til højre og venstre, lige med nød og næppe undgå at flyve ind i en bygning og bagefter skyde et kæmpe rumskib ned er supertilfredsstillende. Desuden kan hver eneste bane i spillet åbne op for en masse forskellige bonusmissioner og give dig helt nye baner at udforske, hvis du gennemfører hver enkelt bane på særlige måder. Det er et spil, hvor du kan se rulleteksterne efter en fire-fem timers spil. Men bagefter er der utroligt mange timers underholdning i at gå tilbage og udforske, finde smutveje og hemmelige missioner.

Og det er ved denne konstante gentagelse, at Star Fox Zero virkelig stråler. For når spillets alternative mekanismer er på plads, så er det en mindre åbenbaring at spille de første missioner igennem igen. For pludselig er der langt mere overskud og kontrol over situationen, end der var den første gang, du fløj rundt på planeten Corneria i den allerførste mission af spillet. Det er et spil, der belønner stædighed og det at blive hængende og ikke give op.

Star Fox Zero er heftig arkadeaction ombord på rumskibe, og kan du komme dig over den underlige og lidt akavede styringsform, så er der et sjovt spil, som til tider er en mindre genistreg.

Elektronista anbefaler til:

• Fans af Star Fox, Nintendo og dig der vil flyve i det ydre rum med en frø

Det tætteste vi nogensinde kommer på et Pixar-produceret spil

(Ratchet & Clank fås til Playstation 4)

Tilbage i 2002 udkom det lille Playstation 2-spil Ratchet & Clank. Spillet gjorde intet revolutionerende på sin tid, men hvad det manglede i innovation kompenserede det for med humor, charme og et kompetent platformsspil, der gjorde det til en moderne klassiker på Playstation 2. Og kvaliteten var unægtelig tilstede, for der er siden 2002 blevet udgivet et hav af spil i serien, og i år bringer Sony den populære spilserie til det store lærred med spillefilmen “Ratchet & Clank”. Og dertil skal der selvfølgelig også være et spil.

Faktisk er den kommende film baseret på det originale spil fra 2002, og dette nye spil er baseret på filmen. Det nye spil er en kreativ genfortælling af det originale spil med mere eller mindre fuldkommen nyt indhold, men den basale struktur er magen til den originale 2002 udgivelse. Spillet tager sit udspring fra filmen, hvilket betyder, at der er klip fra filmen her og der, som er med til at skubbe historien om den umage duo frem, og som de bedste børnefilm er der rigeligt med jokes og referencer til den ældre del af familien.

Selve spillet sender dig ud på et eventyr på tværs af galaksen. Det blander meget traditionel platformsspil i stil med Super Mario med noget meget mere actionorienteret gameplay, hvor Ratchet kan skyde fjenderne ned med et hav af kreative våben. Selvom spillet hedder Ratchet & Clank, er spillets tredje stjerne nemlig dets meget kreative våben. Her er alt fra en håndgranat, der bliver til en diskokugle og tvinger alle fjender til at danse frem for at skyde dig. Andre våben forvandler dine fjender til får, og så er der selvfølgelig også mere traditionelle våben, som bare sender store mængder af raketter efter dine fjender. Spillets action flyder eminent sammen med platformsdelen, hvor du det ene øjeblik svinger dig rundt over afgrunde og sekundet efter skyder kæmpe robotter i stumper og stykker.

Spillet er gennemsyret af humor i alt fra våben til dialogen, hvilket gør spillet både sjovt og udfordrende. Ratchet & Clank er ikke et spil, der vil være stor kunst eller genopfinde hele genren. I stedet er det et vanvittigt velpoleret og underholdende spil, i en genre der er alt for underrepræsenteret nu om dage. Det er et friskt pust på Playstation 4, og samtidig udgives det til budgetpris, så du bør virkelig ikke gå glip af denne lille diamant af et spil.

Elektronista anbefaler til:

• Dig som savner spil som Super Mario og klassiske Playstation 2 platformsspil