Facebook Dating afslører, hvem du er vild med

3 Min læsning

Kan du huske din store gymnasiekærlighed, som du aldrig fik samlet mod til at invitere ud? Nu kan du lade ham vide, at du er interesseret og få direkte besked, hvis følelserne er gengældte. Facebook Dating skal gøre det nemmere at finde kærligheden, mens du alligevel scroller på de sociale medier – Elektronista kigger nærmere på, hvad tjenesten egentlig kan.

Secret Crush er budbringeren for din hemmelige forelskelse

Facebook Dating har været prøvekørt i nogle måneder i udvalgte lande i Asien og Sydamerika. For en uge siden lød startskuddet i USA, og i Europa kan vi spændt vente på datingtjenestens lancering til engang i foråret 2020.

Én af de features, vi kan glæde os til, er de såkaldte Secret Crushes. Secret Crush-funktionen giver adgang til at vælge op til ni Facebook– og/eller Instagramvenner, som man er særligt interesseret i at lære nærmere at kende. Hvis de så også er medlem af Facebook Dating, vil de automatisk få en notifikation om, at man er varm på dem. Som bruger af tjenesten vil man også få mulighed for at tilføje Instagram-meddelelser direkte til ens datingprofil. Desuden kan man tilføje Instagram followers til en liste af Secret Crushes.

(Foto: Facebook)

Dit datingliv havner ikke blandt feriebilleder og babyannonceringer

Frygt ej: Facebook Dating er en seperat tilføjelse til det sociale medie, og du bliver altså ikke automatisk medlem af datingtjenesten, bare fordi du er Facebookbruger. Skulle du have lyst til at forsøge dig med tjenesten, kan du gøre det med ligesindede: Ifølge Facebook selv er det nemlig kun dig og andre brugere af datingtilføjelsen, der kan se din profil. Din datingaktivitet vil altså ikke pludselig dukke op blandt feriebilleder og babyannonceringer i dit vante Facebookfeed.

Det vil også være muligt at poste Facebook og Instagram Stories direkte ind på Facebook Dating – et tiltag, der skal gøre det nemmere at komme i kontakt med andre og samtidig give datingbrugerne et indblik i, hvordan kommende partnere agerer på deres offentlige profiler, og ikke kun i kærlighedskarussellen på Facebook. Deling af Stories i tjenesten er dog kun et tilvalg, og man skulle ifølge Facebook sagtens kunne holde sine datingprofiler adskilt fra resten af ens sociale kanaler.

Her ses “Secret Crush” funktionen i Facebook Dating.

Bliver vores søgen efter kærlighed en guldgrube for annoncører?

På Elektronista redaktionen kan vi ikke lade være med at bide mærke i, at Facebook Dating er en gratis tjeneste. Og som Christiane Vejlø plejer at sige, skal man altid tænke to gange over, hvis en app eller service er gratis – for så er det nok fordi, det er os brugere, der er produktet.

Og har vi egentlig lyst til at give Facebook adgang til nogle af de mest personlige oplysninger om vores datingmønstre og præferencer? Selvom Facebook tidligere har understreget, at kærlighedssøgende brugeres data ikke vil blive delt med tredjeparter, kan vi ikke lade være med at være lidt skeptiske ved tanken om den forretningsmulighed, nogen vil se i vores datingdata. Hvis vi man fx samkører data om alder, antal af år, man har været single og de ønsker, man har for en potentiel partner, kan man danne sig et ret klart billede af hvilket liv, man drømmer om at leve. Pludselig dukker reklamer om huskøb, babytøj eller måske endda fertilitetsmuligheder for enlige forældre måske op i vores digitale sfære.

Og når dét fremtidsbillede så er tegnet, er det selvfølglig altid vigtigt at holde balancen mellem sund skepsis og for meget sølvpapirshat. På Elektronista opfordrer vi først og fremmest til, at man er nysgerrig på muligheder og udfordringer og fortholder sig kritisk til sin færden i det digitale rum.


Elektronista sætter fokus på den digitale kærlighed gennem en serie af artikler om dating, digital etikette, lovelingo og meget mere. Du kan fx læse artiklen om den ultimative digitale datingordbog og lytte til radioprogrammet om, hvordan man dater og dumper du digitalt.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

five + 14 =

1 Comment