BLOGGING FRA MOBILEN
Har du en blog eller vil du gerne have en? Læs her, hvordan du nemt kan blogge fra mobilen.
Lige for tiden popper den ene blog (og især mode- eller madblogs) op efter den anden. Vil du også være med på bølgen, er det bare om at gribe mobilen, for med den i hånden er det overraskende let at få opdateret sin blog, mens man er på farten. Af en eller anden grund virker det for mange af os nemlig ualmindeligt uoverskueligt at skulle blogge fra computeren, på trods af, at den er tændt al den tid man er vågen.
I bloggosfæren findes der to store udbydere der står klar parat til start, hvis du gerne vil have en blog. Disse to er Googles Blogger og WordPress. Begge giver rig mulighed for at boltre sig med alverdens skabeloner, der kan give din blog dit eget personlige præg. Er du lidt mere nørdet, kan du kaste dig ud i at rode i koden, men Blogger har også en meget pædagogisk og lettilgængelig editor, så du kan få din blog til at se ud lige som du vil. WordPress er lidt mere knudret at kaste sig ud i og har også en masse ekstra features man kun kan få, hvis man vil smide penge efter det.
Vi har tidligere haft Trine Quistgaard som Ugens Elektronista, hvor hun kom med en masse gode fif til, hvordan du kommer godt i gang med en spændende blog. Så snart du har sat din blog op og ikke har i sinde at lave nogle fancy pancy indlæg med stooore billedcollager, er det bare at begive dig ud i din hverdag og skrive om hvad der lige falder dig ind.
Til Android findes der nemlig nogle rigtig fine og simple programmer til at blogge på farten. Med Bloggers app kan du hurtigt og simpelt overføre eksempelvis et billede og skrive en tekst, samt give dit indlæg tags. Det er også muligt at gå ind og redigere i tidligere indlæg, men det kan godt lidt blive noget rod, fordi den kode der holder styr på billederne man har uploadet, kommer ind der hvor man redigerer teksten.
App’en til WordPress blogs giver dog enkelte flere muligheder, for eksempel med hensyn til tekstredigering, hvor du med et enkelt tryk kan ændre teksten til blandt andet over- eller understreget og du kan vælge et udgivelsestidspunkt i stedet for at smide dit indlæg på nettet med det samme. Det er også ganske simpelt at tilføje et billede eller en video enten fra dit galleri på telefonen eller tage et billede, der med det samme ryger ind i indlægget.
Begge programmer kan hentes på Android Market og er gratis.
Hvordan blogger du bedst? I ro og mag foran computerskærmen eller når du er på farten og blitzer et hurtigt snapshot du vil dele?