ANJA ANDERSEN ER UGENS ELEKTRONISTA

4 Min læsning

Af Christiane Vejlø

Der er få titler, som kan blæse os fuldstændig omkuld, men astroforsker er en af dem! Ugens Elektronista sidder såmænd til hverdag og roder sådan lidt med Universet, stjernestøv og liv i rummet. Det er så f***** sejt! Mød Anja C. Andersen. 

Anja er lektor ved Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet og hun arbejder med at kortlægge hvordan støv dannes i Universet og hvilken indflydelse det har, når planeter og stjerner bliver skabt.

Hvorfor synes du, at folk bør interessere sig for videnskab? Videnskab og teknologi har været med at at gøre vores samfund så godt og så humant som det er. Uden videnskab og teknologi ville gennemsnitsalderen for mænd og kvinder stadigvæk være under 40 år, og vi ville sidde og fryse i mørke hele vinteren og ikke være sikre på, at vi havde nok at spise. I dag er videnskab og teknologi stadigvæk vigtige faktorer i udviklingen af vores samfund i en retning som gør hverdagen bedre for den enkelte, både rent fysisk men også mht. indflydelse på samfundsudviklingen samt på at få alle mennesker evner i brug på bedst mulig måde

Hvad er det sejeste ved dit job? Det jeg elsker ved mit job er at jeg er en opdagelsesrejsende, der forsøger at kaste lys på områder, som vi ikke tidligere har belyst. F.eks. sidder vi lige nu med observationer af meget fjerne galakser som indeholder overraskende store mængder af støv. Dvs. at mellem stjernerne i galakserne befinder der sig større mængder af støv end vi ville forvente på så tidligt et tidspunkt i universets udvikling. Det betyder at de forhold der var nødvendige for at danne planeter som Jorden var tilstede i universet på et langt tidligere tidspunkt end vi oprindeligt forventet. Der er dermed mulighed for at der har været planeter som Jorden i universet næsten helt tilbage til tidernes morgen og ikke ”blot” de seneste 8 milliarder år som tidligere har troet. Det syntes jeg er interessant fordi det betyder at evt. livsformer dermed har kunne udvikle sig på et ret tidligt tidspunkt i universets historie.

Hvad for noget digitalt grej bruger du i din hverdag? Min ynglingsgadget er og bliver min laptop (MacBook Pro, Mac OS X version 10.6.8 ) som er fuldstændig uundværlig. Jeg bruger min laptop til mit arbejde, det er på den jeg analyserer observationer, laver computermodeller af hvordan støv dannes og udvikler sig i rummet mellem stjernerne, samt skyper, mailer mm. som er vigtigt for at holde kontakt med mine udenlandske kollegaer. I den sammenhæng er min mobiltelefon også et vigtigt redskab.

På min mobil er min favorit app STAR WALK som viser stjernehimlen som den ser ud lige nu i den retning som telefonen holdes. Det gør at jeg altid kan besvare folks spørgsmål om hvad det er for en stjerne de ser på. En anden god app er Google Maps så jeg kan finde vej. Rejseplanen er også altid god at have ved hånden.

Hvad ønsker du dig? Jeg vil gerne have en automatisk støvsuger robot, f.eks. Roomba fra irobot. Jeg hader, når gulvet ikke føles rent at gå på, men jeg er ikke særlig vild med at gøre rent.

Er der noget du synes nogen bør opfinde? Jeg syntes at opvaskemaskiner er lidt rigide. Der kan oftest ikke flyttes nok rundt på indmaden, så man kan vaske fade, gryder mm. som ikke har en standard størrelse. Det må være muligt at gøre dem mere fleksible.

I hvilke sammenhænge har teknologi lækkerhedsfaktor? Jeg syntes at gadgets som gør ens hverdag enklere er det meste geniale. Det kan f.eks. være GPS der gør det nemmere at finde vej. En gadget skal helst ud over at være praktisk også se godt ud, være smuk, eller skøn at have i hånden. Men vigtigst af alt så skal den være nem at betjene.

Hvilket website vil du gerne anbefale til andre og hvorfor? Jeg vil gerne anbefale Hubble’s galleri. Her er samtlige af de fantastiske billeder som Hubble Rum Teleskopet har taget. De er smukke at se på og bare nyde men de har også givet os ufattelig meget viden om hvordan universet er opbygget og har udviklet sig.

Du kan læsere mere om Anja C. Andersen på hendes hjemmeside.  

 

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

14 − 13 =

No Comments Yet.