30 år gamle ørebøffer tilbage på toppen
af Christina Majcher
De her hovedtelefoner er så ikoniske, at de er udstillet på et af verdens allerbedste museer. Nu kan du købe dem i en opdateret udgave.
B&O’s hovedtelefoner Form 2, som blev designet for 30 år siden, og er så ikoniske, at de har en fast plads i den permanente udstilling på New Yorks Museum of Modern Art, er blevet opdateret og er nu sendt på gaden under navnet Form 2i.
Den nye version af designklassikeren har fået tilføjet en fjernbetjening med tre knapper på ledningen samt mikrofon (jep, så passer de bedre til en smartphones funktioner – og bemærk da også det lille “i” tilføjet navnet).
Desuden har de fået nogle mere behagelige ørepuder og kan nu fås i seks forskellige farver: sort, hvid og rød, som var de oprindelige, samt tre nye farver: blå, grøn og grå.
De vejer stadig kun 90 gram, nøjagtigt lige som den originale model, der blev tegnet i 1983 af den canadiske industrielle designer Steve McGugan, som på det tidspunkt var 23 år gammel.
Form 2i kan købes i Bang & Olufsen-butikker, på beoplay.com samt i udvalgte designbutikker og stormagasiner for 999 kr.