Fitness-armbåndet bliver et smykke
Af Leif Bomberg
Fitbit er gået i samarbejde med den berømte tøjdesigner Tory Burch. Resultatet kan både måle motion og se godt ud.
Traditionelt har fitnessarmbånd ry for at se grimme ud. De kan være nok så praktiske til at holde øje med ens fysiske form. Men at have plastikarmbånd i skrigende farver på til det pænere tøj, det lille businesssæt eller den lange kjole har været ”no go”.
Sådan så verden ud, inden fitnessarmbåndfabrikanten Fitbit tog fat i den amerikanske designer Tory Burch, der rangeres som den 79. mest indflydelsesrige kvinde i verden.
Tory Burch har altid holdt af sport og fitness – i 2007 datede hun f.eks. cykelstjernen Lance Armstrong – så samarbejdet med Fitbit var ret oplagt.
Resultatet kan ses på disse billeder. Fitnessarmbånd og -halskæder, der er blevet forvandlet til smykker, man kan have på døgnet rundt – og ikke kun i motionscentret, på løbe- eller cykelturen.
Den nye Tory Burch for Fitbit-kollektion består af et armbånd og et halskædevedhæng af messing samt to armbånd i silikone med et karakteristisk Tory Burch-mønster på.
Man skal betragte Tory Burch-nyhederne som en smart indpakning til sin Fitbit-fitness-tracker, eller man kan købe et Fitbit-armbånd med, hvis man forelsker sig i de nye accessories.
Det tager kun få sekunder at lægge en Fitbit ind i en Tory Burch-indpakning, og man kan jo skifte mellem de forskellige varianter, hvis man har råd.
”Fitness-smykkerne” kan i øjeblikket forudbestilles hos fitbit.com eller toryburch.com. Priserne er 195 USD (ca. 1.060 kroner) for armbåndet i messing, 175 USD (ca. 950 kroner) for messingvedhænget og 38 USD (godt 200 kroner) for armbåndene i silikone.