Ny datingapp til karrieresingler – så må det lykkes!

3 Min læsning

Helloyaa er navnet på en ny datingapp for karrieresingler.  Appen er koblet op på din Linkedin-profil og er lykkelig befriet for uæstetiske “selfie-i-spejlet-fotos”. Elektronistas Karen Grønkjær har testet den nye app. Hun har endnu ikke fundet kærligheden, men er fortrøstningsfuld og helt klar til at give den en chance mere!

Jeg har haft en lang pause fra Tinder, Happn og andre datingapps. Desværre ikke fordi, jeg havde fundet den eneste ene – tværtimod. Jeg var simpelthen blevet træt af at gå på date. Det havde været sjovt, hyggeligt og spændende, men det resulterede ikke i det kæresteforhold, jeg ønskede. Efter ca. ½ års dating-faste åbnede jeg mine konti igen – ret nedslående.  Der var de (vi) så igen. De samme profiler dukkede op, både dem jeg ikke vil have, og dem der ikke vil have mig. Når man er på udkig efter en kæreste, er det demotiverende at se, at udbuddet er det samme år efter år. Det kan selvfølgelig være, at disse mænd er ”selvvalgte-singler”, eller hvad det nu hedder, når man bestemt ikke ønsker sig en kæreste.

Den 7. juni 2017 blev en ny dating app lanceret. Helloyaa – en såkaldt nichedating-app. Jeg er positiv og tænkte, nu er den her – datingappen, der hjælper mig med at finde en kæreste til mig.

Helloyaa, der kun findes på App Store blev straks installeret. Når du opretter en profil i denne app, skal du identificere dig med din LinkedIn profil. De lover, at der ikke vises noget om dette på LinkedIn. Derudover indtaster du køn, alder, højde, bopælsområde, og om du ønsker at vise jobtitel og sted eller kun branche. Og så selvfølgelig hvilket køn, du søger. Som lovet tager det kun 30 sekunder at oprette sig. Forventningsfuld trykker jeg på søg…………. – og der var de så igen de kendte profiler fra de andre dating apps. Men billederne er fine, for Elitemedia ApS , som har udviklet appen, og som også står bag Elitedaters, har høje krav til billedkvalitet f.eks. ingen selfie-i-spejlet-fotos.

Nå, men der var også nye profiler. Og efter at være løbet tør for profiler et par gange – selvom jeg søgte nærmeste hele Danmark, så fandt jeg en interessant profil, og det var et match. En fin feature er at man kan fortryde og gendanne afviste profiler, hvis der er en der ved en fejl røg til højre. Det er ikke meget info, man får – men man kan måske stalke sig frem til at tjekke vedkommendes LinkedIn-profil, som man dog ikke direkte får link til. I min profil valgte jeg kun at vise branche Hospital and Health Care.

Tilbage til mit match. Jeg skrev bare – ”hurra, mit første helloyaa match”. Han kvitterede med, at det var dejligt, at jeg var sygeplejerske, som jo er omsorgsfulde og idealistiske personer. Så var den død – jeg kan også godt lide sygeplejersker, men egner mig ikke til at være det.Og jeg har ikke hørt fra ham siden jeg skrev, at jeg var ingeniør.

Mine erfaringer er måske ikke så positive, men giv det en chance – der udvikles stadig på platformen og konceptet – ”På helloyaa går vi ikke kun efter at have mange profiler. Der skal også være en masse samtaler, og derfor åbner vi The helloyaa bar senere på sommeren, som er eksklusive pop-up fredagsbarer i København og Aarhus”.

Vi ses!

Helloyaa-appen kan downloades gratis i App Store.

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 × three =

No Comments Yet.