Anmeldelse- Antitech bogen Offline skræmmer os væk fra det, som er vigtigt

Af Christiane Vejlø, Direktør Elektronista Media, medlem af dataetisk råd, tidligere formand for ekspertgruppen om dataetik, tidligere medlem af Medierådet for børn og unge. Cand. mag i medievidenskab med speciale i unges adfærd på nettet. 

Når du varmer en frø langsomt op, vil dens “primitive nervesystem” ikke motivere den til at hoppe ud af gryden. Den påstand er blot én af en lind strøm af kvasividenskabelige påstande, som enten er decideret ukorrekte eller ikke korrekt videnskabeligt underbygget i Imran Rashid og Søren Kenners nye panikbog Offline. 

Bogen Offline har som den ene forfatters første bog SLUK til formål at argumentere for teknologiens skadelige virkninger på mennesker og til som konsekvens heraf at få os til at “slukke” og gå “offline”. Metoden er at håndplukke dele af mere eller mindre valid forskning, som underbygger den etablerede tese. Det er en reduktionistisk tilgang, som fremhæver undersøgelser og forskere, som kritiseres af en lang række navne fra det akademiske miljø, som undlader at nævne usikkerhedsfaktorer, og som ignorerer at tage højde for al den forskning, som peger i modsat retning. Og allervigtigst mangler bogen at erkende, at vi simpelthen ikke ved nok endnu til at konkludere så stålfast, som det er tilfældet her.

Bogens præmis

Bogen bygger på den præmis, at teknologi, skærme, sociale medier og gaming er skyld i en lang række af forfatterne definerede alvorlige “biologiske, psykologiske og sociale symptomer”. Forfatterne samler konsekvensen af de oplistede negative tilstande i et paraplysyndrom “en samling af flere klinisk synlige tegn, symptomer, fænomener eller karakteristika” (s. 24), som de kalder DFRAG (digital fragmenteringssyndrom). En diagnose som er bygget på antagelser og påstande, som der simpelthen ikke er tilstrækkeligt belæg for, men som forfatterne hævder er understøttet af undersøgelser, som “… alle sammen og tilsammen peger på klare sammenhænge mellem et bredt spektrum af biologiske, psykologiske og sociale symptomer og brugen af digitale medier og sociale platforme” (s. 174). 

Forskere er ikke enige

Offline-bogen er bygget op af en række påstande, og store dele af den etablerede forskningsverden er slet ikke enig i de konklusioner, forfatterne drager.

På trods af at bogen behandler emner, som bestemt kalder på refleksion, konstruktiv debat, øget viden og endda regulering (som dele af techbranchen faktisk selv er begyndt at kalde på), så giver den dog IKKE et retvisende billede af menneskers omgang med teknologi. Den ender derimod med sin urokkelige præmis og skødesløse omgang med forskningen som en del af, hvad der bedst kan beskrives som en antitech mission. Derfor bliver en bog som Offline desværre decideret problematisk, når den rammer medierne, borgerne og Christiansborg. Det er dybt bekymrende, når konsekvensen bliver, at skoler og politikere lader sig rive med af påstande, som simpelthen ikke tilstrækkeligt underbyggede og i flere tilfælde decideret forkerte. Det er nemt at sympatisere med budskaber om at vi skal have nærhed og kærlighed og være til stede, og vi synes alle det er irriterende at sidde med venner, der hele tiden tjekker deres telefon og vi ønsker da ikke, at vores børn skal udvikle ADHD og depression, og hvad der ellers rasles med. Det er ingen vel uenig i. Men forskningen kan altså ikke på overbevisende måde påvise de sammenhænge, som bogen påstår, der er med brugen af teknologi.

Der findes simpelthen ikke tilstrækkelig med forskning, som underbygger de påståede sammenhænge i bogen Offline. Og der findes forskning, der peger på det modsatte af det, bogen påstår.

Christiane Vejlø

Det rette vidensgrundlag for vigtige beslutninger

I disse år er der utrolig mange væsentlige problematikker omkring samspillet mellem teknologi og mennesker, som vi skal se alvorligt på. Der er rigtig meget vi slet ikke ved endnu. Det er lige nu, vi lægger grundlaget for den fremtid, vi gerne vil leve i. 

Er det databytte, vi laver med techgiganterne for gratis tjenester, i virkeligheden en faustisk handel med vores privatliv, som købt og solgt vare? Er de forretningsmodeller, vi indgår i, etisk forsvarlige? Hvordan sikrer vi, at techvirksomhederne ikke skaber produkter, som kommer i vejen for de humanistiske mål, vi sætter os? Hvor langt er vi villige til at gå for gratis tjenester? Hvor ligger det juridiske ansvar, når kunstig intelligens selv tager beslutninger? Kan tracking af borgeres sundhed føre til bedre sociale services, eller er det dyneløfteri, der tenderer brud på menneskerettighederne? Hvordan får vi styr på fake news? Hvad betyder det at vi alle risikerer at ende i en viral sexvideo, fordi deep fakes/billedmanipulation gør det muligt? Hvad gør vi med AI-beslutninger, vi ikke kan forklare? Er det en god idé at arbejdsgivere i arbejdsglædens navn får adgang til vores private søvndata? Og hvilke reelle konsekvenser (positive og negative) har vores brug af skærme og teknologi i hverdagen?

Er de forretningsmodeller, vi indgår i, etisk forsvarlige?

Der er mange vigtige ting, vi skal tale om og undersøge, men absolut afgørende er det, at vi ikke ruller afsted med skræmmehistorier og pseudovidenskabelig hype. Vi skal virkelig holde tungen lige i munden, så de vigtige beslutninger bliver taget på det rette grundlag og nogle gange betyder det faktisk med udgangspunkt i sund fornuft og fælles værdier fremfor på baggrund af en hype understøttet af tvivlsom forskning. Jeg har læst Offline, og i det følgende fremhæver jeg nogle af påstandende fra bogen for at eksemplificere, hvorfor jeg ikke kan anbefale den bog, hverken til forældre, skoler, politikere eller digitale brugere som sådan.

Bogens bærende metode

Før jeg bringer eksempler på, hvad bogen hævder som værende sandheder, så vil jeg gerne lige pege på én særlig metode, som gentages gennem de mange sider. Metoden er værd at bemærke, da den rent teknisk har til formål at tage forbehold, men dog ikke tager konsekvensen af forbeholdet.
Formlen lyder således:

Påstand: “X-teknologi har Y- skadelig konsekvens for mennesker, der bruger den”.
Videnskab: “Denne undersøgelse (eller dele af den) understreger vores påstand om, at brug af X- teknologi er skadelig”.
Disclaimer: “Forskerne eller deres kritikere påpeger dog, at det ikke kan konkluderes, at der er sammenhæng mellem X-teknologi, og de skader vi hævder, den forudsager”.
Konklusion: “Vi ser bort fra, at forskningen faktisk ikke understøtter det, vi påstår og konkluderer, at X- teknologi nok alligevel forårsager skader”.

I praksis lyder det fx sådan her i bogen: “Hvad enten teorien…. er rigtig eller ej, er der dog ikke megen tvivl om at vi…” (s. 74).“selvom vi ikke med sikkerhed kan vide det, er den mest sandsynlige forklaring…” (s.83). “Men uanset hvem der har ret er der imidlertid ingen tvivl om…” (s 103). “Denne statistiske oplysning var dog heldigvis det pure opspind….men det virkede ret sandsynligt..” (s.114). “Hendes konklusioner er måske fortegnede, men der er ingen tvivl om at..” (s. 123). “Det er svært at sige, men der er ikke tvivl om…” (s.171). “Vi har ærlig talt meget svært ved at forestille os…” (s. 174).“Hvad årsagen til denne udvikling så end er, er der ihvertfald en tydelig sammenhæng…” (s. 188). Men hvad er det så, bogen hævder? Her kommer nogle eksempler.

Påstand: Vi har et kæmpestort og udbredt problem

Mange kender følelsen af at have spildt tiden foran telefonen eller med computerspillet (eller foran fjernsynet eller med tegneserien, i garagen eller i en butik for den sags skyld). Men derfra og til at konkludere, at vi har et massivt problem med afhængighed, som kræver den form for advarsler, som vi får med bogen Offline er helt ude af proportioner. Bogen nævner f.eks. “…væsentlige fysiske og psykiske følger som for eksempel søvnforstyrrelser, angst, stress, formindsket selvværd, ADHD symptomer, ringere selvtillid, mere eller mindre isolerende adfærd…” (s 176). “Smartphones og tablet har lagt en iskold hånd på menneskelige relationer og interaktioner” (s.15). “Digital forurening, som på mange måder kan være lige så skadelig for krop og sind som forurenende stoffer andre steder i miljøet” (s. 20). Den form for skræmmeretorik hænger slet ikke sammen med de faktuelle tilstande.

Hvis vi fx. lige tager konkret fat i gaming, så er det i de fleste tilfælde en helt normal fritidsaktivitet, som endda kan være karrierefremmende og hjælpe med at udvikle spilleres sociale liv, reaktionsevner og multitasking-evner. For kun ganske få gamere kan deres liv i spilverdenen blive et problem. 

Hvis vi ser på den såkaldte “gaming disorder”-diagnose, så har 28 forskere fra det akademiske miljø sammen udgivet en kritisk rapport imod den. Forskerne mener simpelthen ikke, der er videnskabeligt belæg for diagnosen, og noget af kritikken går på, at man ikke kan sammenligne med den afhængighed, vi kender fra stoffer og gambling og antagelsen af, at fordi ting co-eksisterer, så er den ene skyld i den anden. 

Og sådan er det med andre påstande i bogen. Godt nok kan vi nogle gange føle, vi spilder vores tid med uendelig scrolling på sociale medier, og vores sunde fornuft kan fortælle os, at det er en god idé at lægge telefonen væk, når vi er sammen med vores venner. Men derfra og til at diagnosticere afhængighed og til at konstatere, at vi på samfundsplan har et stort problem, der er altså rigtig langt. 

Påstand: Vi er dopaminslaver

Forfatterne er hoppet på den populistiske hype omkring det, som kaldes “the Kim Kardasian af neurotransmittere”. Rashid og Kenner kalder endda et kapitel om dopamin for “Sex, drugs and rock n roll”. Det “sexede” og i medierne så populære stof dopamin, som fører til overskrifter som, at cupcakes er mere afhængighedsskabende end kokain, er det stof man kan trække op af hatten og skyde skylden på, hvis nogen har en adfærd, man ikke kan lide. 

Rashid og Kenner kalder endda et kapitel om dopamin for “Sex, drugs and rock n roll”.

Det er en af bogens absolutte hovedpointer at brug af teknologi udløser dopamin, at dopamin giver en rar følelse, at vi vil gentage den følelse og dermed bliver afhængige, og vi så skal have mere og mere og til sidst slet ikke kan styre vores teknologibrug. Bogens har mange eksempler, der viser hvordan teknologien udløser dopamin, og hvordan vi ikke kan modstå den. Men sagen er, at dopamin har mange funktioner i kroppen og arbejder sammen med mange andre stoffer samtidig og ikke kan reduceres til et afhængighedsskabende stof, som flere forskere påpeger. “Only kindergarten brain science describes it as an addictive drug”. 

Dopamin er et vigtigt stof, og der er mange rare ting, som udløser det. Ting vi ikke beskylder for at være afhængighedsskabende. Fx rutchebaner, kys og sportssejre. Men hvor én af de oplevelser udløser blot 50-100% over normaltniveauet af dopamin, øger det ulovlige stof methaamfetamin niveauet med 1.200 %. Der er altså en kæmpe forskel på cupcakes og narkotika. For det første er der altså tale om enormt små mængder, for det andet er der simpelthen ingen forskning, der kan bevise den sammenhæng, forfatterne hævder, der er. 

“Only kindergarten brain science describes it as an addictive drug”. 

David J. Lee

Dopaminargumentet holder ifølge en lang række forskere altså ikke. Fx. påpeger psykologen David J. Lee, at det giver meget mere mening at finde ud af, hvorfor mennesker i virkeligheden gør, som de gør, og hvilke socioøkonomiske omstændigheder, der er til stede, frem for at skyde skylden på dopamin eller skærme eller sociale medier. 

“When we encourage people who are watching too much porn, using the cell phone while driving, or looking at Facebook every 2 minutes, to blame their problems on dopamine, we teach them to externalize the problem, and blame it on dopamine”, er Lee’s kritik blandt andet. Med andre ord bliver vi som med så mange andre udfordringer i livet nød til at se ind ad i stedet for at give noget udefra skylden. Det er faktisk et ansvar, vi har som mennesker. 

Påstand: Teknologien tager den frie vilje fra os

Bogens mange eksempler på, hvordan vi er slaver af vores biologi og simpelthen ikke kan lade være med at bruge vores skærme, er i praksis en ansvarsfraskrivelse på niveau med “jeg var utro, fordi min krop simpelthen ville det. Jeg kunne ikke gøre for det”. 

Den ene forfatter er tilsyneladende så uforstående over, at noget taler mod teorien om viljetabet, at han i bogen bliver helt paf over, at 94 % af respondenterne i en undersøgelse, han selv har foretaget svarer “mig selv” til spørgsmålet om, hvem bestemmer mest i deres liv, dem selv eller smartphonen.

Når teknologien så åbenbart ifølge Offline har den komplette magt over os, så efterlader det os tilsyneladende kun med én løsning- nemlig at “slukke” og gå “offline”. En tilgang vi gennem Imran Rashids arbejde i Det Nationale Stresspanel kan se ikke kun er teoretisk. Her peger man blandt andet på, at Forældreintras dårlige kommunikationskultur og ringe brugervenlighed skal løses med at lukke for platformen og genindføre den analoge kontaktbog. Ikke et ord om den nye og forbedrede app, som allerede er på vej, eller om det grundlæggende menneskelige ansvar vi alle har for at sætte og følge fælles regler og opføre os ordentligt, og at det selvfølgelig også gælder de digitale platforme. Og at det måske var den samtale, vi burde have?

Påstand: Hvis A så B

I bogens begyndelse har forfatterne samlet en lang liste af “klinisk synlige tegn, symptomer eller karakteristika”. Der bliver talt om “skadelige virkninger”, som er “væsentlige og alvorlige” (s. 24) og “skyldes langvarig digital forurening”. Fx søvnproblemer, mindre sexlyst, svækket selvtillid og antisocial adfærd. Ikke ét eneste symptom, der ikke kunne have været foråsaget af en noget andet. Det er et grundlæggende problem i bogen, at der sættes lighedstegn mellem et symptom og en adfærd. Bare fordi, der er tale om at to ting eksisterer på sammen tid, betyder ikke, at der er tale om kausalitet altså en sammenhæng. Med andre ord kan to fænomener godt optræde samtidig, uden at det ene er skyld i det andet. Du spiser jordbær og bliver efterfølgende forkølet. Der er næppe en sammenhæng mellem jordbær og din forkølelse. At en dreng der spiller computerspil er ensom, betyder på samme måde altså ikke, at computerspillet gør ham ensom. Det kan endda meget vel være, at de kammerater han møder i spillet, er hans vej ud af ensomheden. Korrelation er altså ikke det samme som kausalitet.

At en dreng der spiller computerspil er ensom, betyder på samme måde altså ikke, at computerspillet gør ham ensom.  

Påstand: Skærmtid er skadeligt

Ser man på flere af de undersøgelser, som bogen bruger til at legitimere de forskellige påstande om den skadelige effekt af skærmbrug, så finder man flere, som har været udsat for massiv kritik. Fx psykologen Richard House, hvis forskning har fået 81 meget seriøse mennesker med professorater og doktorgrader og stærk ekspertise inden for emnet til at opponere kraftigt. De siger fx “As a group of scientists from different countries and academic fields with research expertise and experience in screen time, child development and evidence-based policy, we are deeply concerned by the underlying message….  the message that many parents will hear is that screens are inherently harmful. This is simply not supported by solid research and evidence. Furthermore, the concept of “screen time” itself is simplistic and arguably meaningless, and the focus on the amount of screen use is unhelpful”. Samtidig understreger gruppen, at der fx ikke er fundet korrelation mellem skærmtid og overvægt hos børn. Bogen bruger også Jean Twenge, som får seriøs kritik for at håndplukke, hvad der passer med hendes påstand om, at en hel generation af børn er blevet skadet af mobiltelefoner og sociale medier. 

Andrew Prezybyski som er forsker fra Oxford Internet Institute har med sine studier ikke fundet, at skærmbrug som sådan skulle være skadeligt, tværtimod at brugen kan være en fordel, og ingen brug kan være en ulempe. Ser man på sammenhænge mellem unges brug af flere forskellige ting, og hvordan de påvirker deres mentale tilstand, så påvirker skærme ca. lige så meget som kartofler (0.4%). Altså på ingen måde på noget nævneværdigt niveau. Så undersøgelserne fra Oxford viser, at selvom når der måles en nedgang generelt i unges mentale sundhed, så kan det altså ikke påvises at skærme er medvirkende til dette. Prezybyski påpeger, at problemet med mange af de undersøgelser, der peger på sammenhænge ofte er, som man fornemmer er tilfældet med bogen Offline, at nogen går ud med en hypotese, og så bruger man ellers kun forskning, der understøtter den hypotese. Det kalder man “confirmation bias”. Et fænomen som bogen paradoksalt nok behandler uden at erkende selv at være faldet i fælden. Forskere fra Ramon Llull University of Barcelona satte sig for at undersøge en lang række af undersøgelser omkring den påståede “smartphone addiction” og konkluderede at selvom de fleste undersøgelser “…takes the existence of smartphone addiction as granted, we did not find sufficient support from the addiction perspective to confirm the existence of smartphone addiction at this time.”

Et problem i forskningsverdenen er iøvrigt, at det er svært at få tilstrækkeligt med data fra f.eks. facebook til at se på socialt mediebrug i praksis. At spørge folk hvad de gør, er ikke det samme som at observere, hvad de gør. Og det facebook selv udleverer og konkluderer, kan vi heller ikke regne med. 

we did not find sufficient support from the addiction perspective to confirm the existence of smartphone addiction at this time.”

Tayana Panova & Xavier Carbonell, Ramon Llull University of Barcelona

Påstand: Internettet betyder, at vi husker dårligere

Bogens forfattere påstår på side 46, at det for hukommelsen gælder “use it or loose it” og argumenterer for, at hjernen er blevet dårligere til at huske, fordi computeren husker for os. (Lidt lige som Sokrates, der brugte samme argument om det farlige skriftsprog). De peger på psykologiprofessoren Daniel Wegner, som taler om transaktiv hukommelse, altså det fænomen at vi vælger at glemme ting, vi ved andre, fx ægtefællen, husker på. Forskning peger nu på, at vi på samme måde outsourcer (dele) af vores hukommelse som fx telefonnumre og rutekendskab til computeren. Men bogens påstand om at vi er igang med at miste noget, vi ikke bruger, er altså ikke korrekt. Hvad bogen overser er, at det her ikke drejer sig om et tab af hukommelse, men om omrokering af hukommelse. Således at man nu i højrere grad husker, HVOR man finder den vigtige viden. Og den form for gruppehukommelse, som fx internettet giver adgang til faktisk i praksis skaber mulighed for at huske meget mere end tidligere, hvor man kun havde sin egen hjerne. Samtidig betyder afleveringen af dele af vores hukommelse, at der bliver frigivet plads til mere i vores egne hukommelse. 

Påstand: Vi kan ikke mærke mennesker, vi taler med digitalt

I Offline skriver forfatterne “digital kommunikation giver dig ikke mulighed for at se, føle eller for den sags skyld mærke den anden, person du lige har interageret med” (s. 65). Der argumenteres ganske enkelt for, at den socialisering, vi har via sociale platforme ikke er ægte, og at fx emojis ikke udfylder emotionelle behov. Det er simpelthen ikke korrekt. Og heller ikke videnskabeligt underbygget i bogen. Ser man på anden forskning, siger f.eks. 90% af respondenterne i en undersøgelse, som vurderer såkaldt “psykoemotionel påvirkning” af emojis, at de oplever beskeder med emojis som mere meningsfulde end traditionel tekst. En emoji er ikke er som et analogt knus, men respondenterne viser altså, at det er følelsesmæssigt mere tilfredsstillende end almindelig tekst. Forskning fra IT-Universitetet peger også på, at computerspil kan give nogle af de samme positive sociale effekter og erfaring med holdaktiviteter, som der generelt er ved at være sammen med andre mennesker, at computerspillets udfordringer kan udvikle barnet, og at børn, som slet ikke spiller, kan klare sig dårligere. 

En emoji er ikke er som et analogt knus, men respondenterne viser altså, at det er følelsesmæssigt mere tilfredsstillende end almindelig tekst.

At inddele verden i på den ene side “på internettet” og på den anden side “i virkeligheden” er noget, den seriøse forskning for længst har lagt bag sig. Det vi foretager os på nettet er i den grad også virkelighed. Hvilket også er grunden til, at vi selvfølgelig bliver nødt til at tale om ansvar, etik, samvittighed, privatliv, lov og god tone i den digitale verden. Så vores liv på nettet navigerer efter de samme værdier, som vi navigerer efter offline. 

Påstand: Teknologien gør os ensomme

Forfatternes advarsler tager gennem bogen udgangspunkt i ekstremt brug af teknologi og sociale medier. Sagen er den, at ingen brug og massivt brug begge dele kan være skadelige. Men almindelig brug langt hen af vejen kan faktisk være fordelagtigt. 

Candice L- Odgers er professor i psykologi og social adfærd ved University of California. Hun er bekymret for de negative narrativ, der bliver skabt om unges brug af sociale medier. Hendes forskning viser, der kan være mange fordele. Fx viser 36 studier at offline-venskaber bliver styrket af online-kontakt. Også Unicef har været ude med en rapport, der understreger, hvordan venskaber kan blive styrket af sociale medier. 

Samtidig understreger Unicefs rapport at “…the hypothetical idea that digital technology might re-wire or hijack children’s brains; an assumption that is challenged by recent neuroscience evidence”. 

Pseudovidenskabelige udtryk får os til at købe budskabet

Vi ser i bogen Offline mange kvasividenskabelige og flere gange selvopfundne udtryk for alt det, forfatterne mener, der er ved at gå galt. Digitalt Fragmenteringssyndrom (DFrag), som dækker teknologiens skadelige konskvenser eller Technoferens (når teknologiens tilstedeværelse kommer i vejen for sociale relationer) fra familieforsker Brandon McDaniel. (Ham kan de kristne medier med stærke familieværdier rigtig godt kan lide. Anden forskning fra hans side viser også, at 75% af adspurgte kvinder mener, telefonen er skyld i deres dårlige ægteskaber. Men igen, kunne det være ægteskaberne var dårlige, og smartphonen blev en flugt? Og er problemet ikke mere den manglende opmærksomhed, end hvad der tager opmærksomheden? Gik manden måske tidligere i garagen eller på fisketur?)

Ser man på, hvad forskere fra Pennsylvania Universitet siger, så gør forfatterne ved at bruge kvasividenskabelige formuleringer sig faktisk skyldige i netop det, de anklager de digitale platforme for. At bruge kneb til at få folk til at købe ens budskab uden, at brugerne helt ved, hvordan de blev lokket. Forskningen viser, at vi simpelthen vil være mere tilbøjelig til at acceptere budskabet fordi vi får reduktionistiske konklusioner i pseudovidenskabelig indpakning, fordi der i flæng bliver namedroppet undersøgelser og navne og brugt neurovidenskabelig terminologi og fine lægeord. Det som blandt kritikere bliver kaldt “hjernekrymmel“. 

“…the hypothetical idea that digital technology might re-wire or hijack children’s brains; an assumption that is challenged by recent neuroscience evidence”.

Unicef

Men der er nogle gode ting…

Kapitel 5 i bogen “Et stort online marked” er sandsynligvis forfattet af Søren Kenner. Kenners erfaring fra reklamebranchen giver et godt indsider-blik på mekanismerne, når der skal markedsføres og sælges produkter- både online og offline. Kapitlet er en fin gennemgang af metoder, som er kendte for de fleste, der arbejder med kommunikation og markedsføring, men måske nyt for “almindelige” brugere. Den viden, man kan samle op her, er et godt input til en øget viden i befolkningen. Men selvom den beskriver Facebook-kampagner og Cambridge Analytica-skandalen, så passer det meste faktisk også til Mad Men-tiden i 50’erne. De dygtigste til markedsføring undersøger målgruppen, segmenterer befolkningen og sender målrettede budskaber. De digitale redskaber kan effektivisere den proces, men der er intet nyt i, at nogen prøver at sælge noget, selvom det lyder lidt sådan i bogen. Fx med lokkende signalfarver, ved at fremhæve nogle produkter ved kassen i butikken eller rejserelaterede reklamer i lufthavnen osv. Ikke desto mindre holder jeg fast i, at øget viden omkring mekanismerne er nyttige for alle.

Kapitel 7 er et meget hands on-kapitel med gode råd til, hvordan man kan blive mere bevidst om sin brug af teknologi (bevidsthed er altid godt, når vi skal prioritere vores begrænsede tid på jorden). Her finder man også tips til at gå forrest som forældre, at have sin telefon på flight mode og til at begrænse antallet af notifikationer. En ganske fin guide til digital bevidsthed. Man skal bare ikke gøre det fordi forskningen siger det (for det gør den ikke), men fordi det er sund fornuft, og det handler om at opføre sig ordentligt og vise respekt for egen og andres tid.

Løsningen kræver nuanceret forskning og menneskeligt ansvar

Det er selvklart, at vi ønsker, at menneskehedens liv med teknologien ikke bliver vores endeligt. Det kan vi sikre ved at uddanne os, lade forskerne lave solide undersøgelser og via et bredt og seriøst forskningsgrundlag løbende gøre os selv endnu klogere på de etiske problemstillinger, så vi som borgere og samfund kan tage ansvar for vores liv med teknologien og i samfundet skabe den regulering, vi finder nødvendig. Det her handler meget faktisk mere om mennesker end om teknologier. Om vores fælles værdier, om kulturen, om grænser, om ansvar, samvittighed, gode eksempler, opdragelse, ordentlighed og virksomhedernes rolle.

Med den tilgang kan vi erhverve os vigtig viden og bevidsthed til at føre nuancerede samtaler. Vi skal undervejs passe på med at skabe narrativer, hvor den digitale verden er enten sort eller hvid. Vi kan bruge absolut begejstring til lige så lidt som absolut fordømmelse. At slukke, lukke eller forbyde almindelig teknologi for almindelige brugere er ikke en langtidssikret løsning i et samfund, hvor teknologi fyldere mere og mere. Det løser intet på den lange bane, hvor vi gang på gang vil stå med etiske udfordringer, vi ikke kan flygte fra, men istedet bør lære at håndtere. Vi skal sikre, at parallelt med teknologiens udvikling forbliver vores menneskelige værdier styrende, vi definerer vores fælles etiske kompas og vi beholder førersædet og får teknologien til at tilpasse sig os og ikke omvendt. Som med mange andre til tider udfordrende ting i livet er vi langt bedre stillet med at lære at håndtere dem og sætte grænser fremfor at fraskrive os ansvar og flygte fra dem. Det er sund fornuft.

Vi skal undervejs passe på med at skabe narrativer, hvor den digitale verden er enten sort eller hvid. Vi kan bruge absolut begejstring til lige så lidt som absolut fordømmelse.

Christiane Vejlø

PS……Forfatterne nævner flere gange i bogen, at de ikke som sådan er imod teknologi. Og det ville jo sådan set være fint, hvis ikke alt andet i bogen peger i en anden retning. Det er selvmodsigende, når man samtidig skriver side op og side ned om teknologi med det mest uhyggelige ordvalg, man kan finde. (ond, forvrænge, kølige, dyster, tavshed, svække, får tag i din hjerne, hæmme, dræner, iskold hånd, alarmberedskab, usund, skræmmende, forurening, skadelig ect.). Offline holder fast i den meget entydige teknologikritiske tilgang og bygger på påstande og håndplukkede, ensrettede eksempler. Så når forfatterne skriver, at de gerne vil vise læseren “det fulde billede”, er det desværre på ingen måde et løfte, de lever op til.