GUIDE TIL DEN RIGTIGE INTERNETFORBINDELSE

6 Min læsning

Af Andreas Lock

Netflix, DR NU, apps, spil, Skype og Spotify. Det hele kræver båndbredde og dit internet er under pres. Vi hjælper dig til at vælge den rigtige internetforbindelse. Andreas Lock fra Bredbaandsluppen.dk giver en guide til den rigtige internetforbindelse. 

Broadband-Internet

Det har aldrig været nemt at danne sig et overblik over internetmarkedet, men vi kommer tættere og tættere på noget der ligner gennemskuelighed. I 2013 vil vi se en øget satsning fra især streamingtjenester og bredbånds-TV, hvilket vil sætte din internetforbindelse under øget pres.

Er du én af de mange tusind danskere, som har skiftet til en 10 Mbit/s internetforbindelse indenfor de seneste to år, så er tiden inde til at overveje et yderligere hop op.

I dette indlæg vil jeg komme ind på nogle helt konkrete faktorer, du skal være opmærksom på for at vælge det bedste bredbånd i 2013.

 

Hvilken internethastighed skal jeg vælge?

I de seneste par år har danskerne i stor stil opgraderet deres tidligere 2 Mbit/s internetforbindelser til 10 Mbit/s. 10 Mbit/s har derfor længe været den absolut mest populære internetforbindelse og det er den sådan set også i dag.

Der er dog kun marginalt flere, der i dag bestiller en 10 Mbit-forbindelse, end fx 20 eller 30 Mbit. 10 Mbit er altså stadig populært, men bare ikke lige så populært, som det engang har været.

Årsagen til at 10 Mbit/s ikke bliver solgt lige så meget som tidligere er, at mange danskere allerede har en 10 Mbit-forbindelse. Der er således ikke meget at vinde ved at skifte sin forbindelse. Indtil nu.

 

2013 vil sætte større pres på din internetforbindelse

I 2013 har vi set lanceringen af adskillige streamingtjenester til TV, som alle faktisk ser ud til at være langt bedre valg, når det kommer til at se TV end at købe en normal TV-pakke.

TV-pakker er besværlige, dyre og spækket op med reklamer. Personligt slukkede jeg for min TV-pakke tilbage i starten af 2010, da jeg kun brugte den til at se Champions League og Premier League fodbold.

Med lanceringen af streamingtjenester spår jeg, at flere og flere danskere vil genoverveje kraftigt om de virkelig har behov for en TV-pakke eller om et 79 kroners abonnement til Netflix eller YouBio egentlig ikke er nok.

 

Streamingtjenester bør bruges med 20 Mbit/s internet

Personligt ser jeg ofte TV med min iPad åben eller i det mindste min iPhone. Det hjælper mig igennem de mere kedelige kærlighedsstunder i visse TV-serier og film.

Har du børn eller andre boende sammen med dig, vil du også opleve, at når du ser TV via streaming kan dine børn samtidig have fuld fart på internetforbindelsen.

For at du er sikret en god streamingoplevelse anbefaler jeg, at du har en 20 Mbit/s internetforbindelse. Dette gør, at du kan se film fra fx Netflix og samtidig surfe, downloade og spille computerspil online.

Det kan sagtens lade sig gøre med mindre (10 Mbit/s er min nedre grænse), men for at være garanteret den bedste oplevelse er 20 Mbit/s det sikre valg.

 

Det er blevet dyrere at skifte internetforbindelse i 2012

Har du sidst fået ny internetforbindelse for et år siden og begynder nu at kigge på bredbåndsmarkedet igen vil du måske få et mindre chok.

Bredbåndsmarkedet er på et par nøgleområder blevet markant dårligere for forbrugerne på den korte bane.

Oprettelsespriserne er bl.a. gået fra ofte 0,- til at ligge stabilt på mellem 300 og 400 kr. hos de fleste internetudbydere. Kun YouSee og Stofa er tilbage med gratis oprettelse, men begge af disse udbydere kræver et TV-abonnement.

Priserne på de mest populære hastigheder er ikke faldet længe og har ikke nogen umiddelbar udsigt til at falde under deres nuværende niveau:

  • 10 Mbit/s til 199 kr.
  • 20 Mbit/s til 249 kr.

Åbner du næsten enhver internetprisoversigt vil du se, at alle internetudbyderne tilbyder den samme pris på ovenstående internethastigheder.

Priskrigen fra de seneste par år er faldet helt til jorden og med undtagelse af enkelte tilbudskampagner, så ligger priserne solidt.

 

Mobilt bredbånd bliver til gengæld bedre og bedre

Mobilt bredbånd har længe ikke været godt nok til at kunne erstatte en almindelig ADSL-forbindelse i mine øjne. Der har ikke været nok GB inkluderet og hastighederne har været for ustabile.

Med 4G-udrulningen og nogle få internetudbydere, som tilbyder meget høje datapakker, er mobilt bredbånd blevet et langt mere attraktivt produkt.

Har du bare brug for en billig internetforbindelse til at tjekke mail, surfe lidt og tjekke elektronista.dk, så kan en mobil bredbåndsforbindelse med 10 GB data nemt følge med (10 GB data koster pt. 99 kr. per måned hos OiSTER).

 

Del mobilt bredbånd med andre ved hjælp af en router

En af de negative ting ved en mobil bredbåndsforbindelse har længe været, at det ikke er muligt at dele den med andre derhjemme. Er I derfor to personer har det været nødvendigt med et ekstra abonnement og i så fald sparer du ingen penge.

Der er dog kommet godt gang i udviklingen af routere til 3G og 4G bredbånd. Du kan nu finde en masse forskellige routere, der let kan fordele signalet.

 

Opsummering: Fiber, ADSL eller mobilt bredbånd?

Fiber er det absolut bedste, men ikke let tilgængeligt

Fibernet er den nyeste teknologi indenfor bredbånd. Fibernet er kort for fiberoptisk og har den unikke egenskab at kunne bringe lige store hastigheder både i download og upload. Der er heller ingen slitage på de fiberoptiske kabler eller forringelse af signalet over lange afstande, så hvis du køber en 100 Mbit/s fiberforbindelse, kan du være 100% sikker på, at du får 100 Mbit/s fibernet.

Det er reelt set forbeholdt til elselskaberne at tilbyde fibernet, da de har den bedste mulighed for at grave fibernetkablerne ned, når de alligevel reparerer eller lægger nye elkabler.

Jeg har ikke nævnt fibernet i dette indlæg, da det stadig er et fåtal af danskerne, som har mulighed for at få fibernet. Er du en af de danskere, som har mulighed for at bestille fibernet vil jeg stærkt anbefale dig at gøre det.

Fibernet er hammerstabilt og du kan få en højere hastighed med fibernet end du kan med enhver anden hastighed.

Priserne på en typisk fibernetforbindelse er meget lig dem du ser med traditionelle ADSL-forbindelser.

 

ADSL-bredbånd er stabilt og mest udbredt

ADSL-bredbånd bliver bragt til dig via kobbernettet, som også bliver brugt til din fastnettelefoni. Dette har være brugt siden starten med ISDN-forbindelser.

ADSL lider under det faktum, at kobbernettet aldrig var beregnet til at levere internet og derfor er hastighederne begrænset til omkring de 50 Mbit/s og du skal være tæt på centralen for at få så høje hastigheder.

ADSL-bredbånd vil jeg anbefale til dig, som bruger dit internet meget, er mange i husstanden eller hvis du har brug for stabilt internet uden udfald.

 

Mobilt bredbånd er billigst

Mobilt bredbånd bliver bragt til dig igennem mobilmasterne. Du kan både få 3G mobilt bredbånd og 4G mobilt bredbånd, men hos de fleste mobilselskaber bestiller du bare én slags mobilt bredbånd og så bringer de dig den bedst mulige forbindelse.

Mobilt bredbånd er den billigste løsning på bredbåndsmarkedet i skrivende stund, men der er flere faktorer du skal være opmærksom på:

  • Hvordan er dækningen hvor jeg bor?
  • Vil jeg bruge mere data end mit abonnement tillader?
  • Har jeg brug for at dele min internetforbindelse med andre?

Jeg håber, at du er blevet klogere på bredbåndsmarkedet anno 2013 med dette indlæg. Har du spørgsmål eller kommentarer skal du være velkommen til at stille dem nedenfor og jeg vil være klar til at svare hurtigst muligt.

Indlægget er en gæstepost skrevet af Andreas Lolk fra BredbaandsLuppen.dk. BredbaandsLuppen.dk er et site, hvor du kan få tips til dit internet og finde nyt internet via deres søgemaskine, der lader dig se dækning, tilfredshed og priser.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

seventeen + nineteen =

2 Comments
  • Morten
    juni 3, 2013

    Du glemmer internet via kabel-tv-nettet.

    Det er trods alt både væsentlig mere udbredt end fiber og tilgængeligt for langt flere borgere end fiber. At det så nok heller ikke er helt så godt som fiber, er jo en smagssag.

  • Jeg valgte Mobilt bredbånd i forbindelse med ny lejlighed, da 4G nu giver så høje hastigheder alligevel. Og så har jeg friheden til at kunne flytte meget nemmere, uden at have nogen internetforbindelse koblet til min adresse.

    Det er smart synes jeg ;) Det er selvfølgelig router med wifi og ikke en dongle.

    Christopher