Vinylafspilleren gør comeback- plader overhaler CD’er
Vinyl er hot! Nye tal fra pladeselskaberne i USA viser, at mens omsætningen på CD’er er faldet med 30 procent fra første halvår af 2014 til samme periode i 2015, er salget af vinylplader steget med hele 75 procent. Jeg hopper aggressivt ind i markedet.
Jeg er en af dem, som er i markedet for en ny pladespiller. Jeg har lige købt hele min overbos pladesamling, og den var heldigvis meget sammenfaldende med den samling, jeg i sin tid lånte til min studenter-roommate Thomas for så aldrig at se igen. Nu aner han ikke, hvor pladerne er (noget man åbenbart glemmer, når man er blevet øre-, næse, halslæge), og der var både Pink Floyds første, Woodstock soundtrack, Joe Cocker live, Ten years after, Steve Miller band og mere fantastisk fra fortiden. Og ja, jeg har altid haft en svaghed for 60-70’er musik. Mit dogme for mine plader er, at jeg primært køber plader, som man oprindeligt kun kunne få på vinyl. Så synes jeg ligesom, jeg er tro mod konceptet. Alt muligt andet kan jeg jo bare høre på Spotify.
Nu skal jeg så have købt mig en pladespiller til at afspille mine gode skiver med. Gode tips modtages gerne.
Der bliver i øvrigt stadig købt to CD’er for hver LP, men fortsætter udviklingen, generobrer vinylpladerne snart igen førstepladsen, som de mistede i 1988. Jeg har tænkt mig at bidrage til væksten! Plader er også geniale personlige gaver.
Hvis du er vild med hi-fi-gear, så kan du besøge Nordens største forbrugermesse for hi-fi-udstyr, som løber af stablen d. 24. og 25. oktober på Hilton i København.