Podcast #150- Succes med tech start ups og nye arbejdsformer
Apple flytter til Viborg og serieiværksætter Tine Thygesen giver tips til hvordan man får succes med et tech startup i Danmark. Vi ser på freelance og collaborative arbejdsformer. Og så gør vi os tanker om hvad der egentlig skal til for at gøre tech mere hot for skoleelever fra børnehaveklassen til gymnasiet. Ugens app giver tips til søens friluftsfolk og så har vi et par bud på, hvordan den nye Samsung Galaxy S6 bliver. Følg Tine Thygesen på @tahitahi på twitter og Christiane på @christianevejlo Lyt med lige her eller endnu bedre. Abonner i din yndlingspodcastapp.
Shownotes
Everplaces- Rejseapp – et af Tines projekter.
Ugens app Vaavud vindmåler– til surfere, fiskere, golfspillere og landmænd
Strings- app hvor man kan slette hele tråden. Også på modtagerens telefon.
Tak til lytter Peter Winding for den hyggeligt Elektronista tegning.
marie d. sørensen
marts 2, 2015Hej,
Tak for et godt program.
Jeg har en kommentar til jeres (Thygesen og Vejlø) samtale om, hvordan vi kan få flere piger til at blive interesseret i at arbejde med teknologi, hvordan børn tilgår teknologi gennem brug af bl.a. iPads, og om tendensen til at brugere ønsker anonymitet i anvendelsen af bl.a. Googles produkter. Umiddelbart kan det lyde som tre adskilte emner, men jeg skal forsøge at koble dem sammen i min argumentation:
Jeres præmis synes i vid udstrækning at være, at teknologi er et fagfelt, som repræsenteres af ingeniører gennem disciplinen ‘logik’. Dette præmis er jeg uenig i, og når jeg skriver, er det fordi jeg mener, at det er forstyrrende for hele forståelsen af it og tiltrækningen af kvinder til it-området, hvis man ikke tænker bredere end som så.
Formålet med teknologi er at hjælpe, underholde og stimulere mennesker. At kommunikere, at lære og at dele har vi vist gjort gennem i hele menneskets historie, men med hjælp fra teknologien kan vi leve smartere, dele bredere og mere målrettet. Når børn som voksne i hobetal sætter sig foran computeren eller iPad’en er det ikke fordi de interesserer sig for teknologi, men fordi de teknologiske produkter understøtter nogle dynamikker, der instinktivt taler til dem: Eksempelvis at lege eller kommunikere med omverden.
For at udviklingen af sådanne produkter i praksis skal lykkes, er der tre afgørende processer, der skal understøttes:
1) Der skal et godt design til. Brugernes behov skal forstås og imødekommes, produktet skal virke indbydende for den rette målgruppe. Den gode it-designer diskuterer om et design er humant. Om brugeren kan føle sig krænket på sit privatliv, om points eller social anerkendelse er den bedste måde at motivere til at løbe en tur, om designet virker demokratisk og meget andet. Diskussioner og overvejelser, der er nødvendige, hvis vi skal sikre, at mennesket har det godt med at anvende teknologien.
2) For at designet kan udmønte sig i en interaktiv brugergrænseflade skal brugernes behov formidles for softwareudvikleren, der sjældent interesserer sig for eller forstår brugeren, men til gengæld er hulens god til kodning.
3) Endelig skal hele projektet ledes af en person, som både kan jonglere med it-arkitekten, designeren, softwareudvikleren og måske en organisation, der er rædselsslagen over de forandringer, det nye software vil afstedkomme.
Ovenstående processer kan med fordel involvere personer med fagdiscipliner som psykologi, sociologi, filosofi (etik), antropologi/etnografi, kommunikation, pædagogik, æstetik. Discipliner, som naturligt engagerer mange piger og kvinder – og i alle aldre. Desuden skal vedkommende selvfølgelig også have en vis grundforståelse for kodning og de medier, der arbejdes med.
Jeg er helt enig i, at det er relevant at give alle børn en forforståelse for programmering, og det er i den forbindelse centralt, at den enkelte elev får selvstændig tid foran tastaturet, så det ikke kun er de hurtige der får prøvet. Som jeg har forsøgt at forklare, er it dog en tværfaglig disciplin, og vi må for alt i verden ikke ofre de andre fagdiscipliner på teknologiens hellige alter. En dygtig bachelor i antropologi eller sociologi skal vide, at der er brug for dem i it-branchen. Hvad vi IKKE har brug for er halvdårlige ingeniører, der egentlig hellere ville have læst kunsthistorie, men troede, at man skulle være ingeniør for at få råd til at købe sig et hus eller to biler. For det er simpelthen ikke sandt.
Venlig hilsen en kvindelig Cand.It., der nu arbejder med at udvikle it-understøttelse af vidensdelingen i Forsvaret, men har en fortid på det Teatervidenskabelige fakultet og en uddannelse fra Håndarbejdets Fremmes Seminarium.
Christiane Vejlø
marts 5, 2015Hej Marie
Jeg kan ikke sige andet end jeg er rørende enig! Super gode pointer!
Christiane