Berlin åbner verdens første internetmuseum
Af Leif Bomberg
The Internet Museum skal sætte perspektiv på webbens betydning i vores samfund. Det åbner til efteråret, hvis finansieringen når at komme på plads.
Der findes masser af teknologimuseer verden over, også en håndfuld computermuseer, men Berlin ser ud til at blive den første by med et museum dedikeret hundrede procent til internettet.
The Internet Museum ventes at åbne til efteråret og vil tage sine besøgende på en historisk rejse fra nettets fødsel i 1962 og op til i dag, hvor webben forbinder flere milliarder mennesker med hinanden.
Folkene bag museumsideen forsøger i øjeblikket at rejse seks millioner euro eller mio. kroner til projektet via crowdfunding. Desuden er man i tæt dialog med store tyske industrikoncerner for at få dem til at sponsere museet.
Det er planen at opdele museet i flere emneområder – herunder nettets filosofiske pionerer, tech-trends, udviklingen af det mobile internet, nettets indflydelse på samfundet og menneskers adfærd. Også sikkerhed og hacking vil blive et aktuelt tema.
I første omgang skal museet fylde 1.000 kvadratmeter, men skal gerne udvides senere:
Arrangørerne vil nemlig gerne give plads til digitale kunstudstillinger, workshops og foredrag, hvor både kendte internetveteraner og unge innovatorer skal øse ud af deres ideer og erfaring.
Tidligere har vi set adskillige eksempler på f.eks. online internetmuseer og midlertidige initiativer, men det kunne se ud, som om Berlins hovedstad kommer først med et permanent museum.
Jeg synes, det er på høje tid, at vi får et decideret internetmuseum.
Det vil nemlig være en markering og accept af, at vi er nået til et tidspunkt i vores samtids historie, hvor internettet har brug for at blive dokumenteret – alene på grund af sin størrelse, betydning og de innovationer, som er præsenteret gennem årene.
Museet kan også være med til at vise nye generationer, at der faktisk eksisterede en verden før internettet – selvom de nok har svært ved at forstå det, når de er vokset op med smartphones, Facebook, YouTube, datingservices og onlineaviser….
Ditte
juni 5, 2016Hej.
er internet museet åbnet ?